En sending coronavacciner fra medicinalfirmaerne Pfizer og BioNTech kan snart være på vej til Danmark. Dermed kan regionerne formentlig begynde at vaccinere mod coronavirus i løbet af den kommende uge. Region Nordjylland risikerer dog i første omgang at få færre vacciner at gøre med, end regionen håber.
– Så snart vaccinerne er landet i Danmark og er godkendt af Sundhedsstyrelsen, så går vi i gang. Det bliver forhåbentlig omkring jul, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) til TV2 Nord.
Det bliver beboere og personale på plejehjem samt patienter og personale på de nordjyske sygehuse, der som de første vil blive tilbudt coronavaccinen.
Danmark får et antal coronavacciner på baggrund af, hvor stor en del den danske befolkning udgør af den samlede befolkning i EU, og Region Nordjylland får så et antal vacciner, der svarer til regionens andel af den samlede danske befolkning.
– I øjeblikket ser det desværre ud til, at vi i første omgang kun får nogle få hundrede vacciner, men uanset hvad, går vi i gang den allerførste dag, hvor der er grønt lys, siger Ulla Astman.
Vaccine nærmere godkendelse
Mandag eftermiddag anbefalede Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) en betinget godkendelse Pfizer og BioNTechs coronavaccine. Det skriver TV 2.
EU har meldt ud, at alle lande i unionen efter planen kan begynde at vaccinere mod covid-19 fra den 27. december. Det er dog usikkert, hvor mange vacciner medicinalfirmaerne i første omgang kan levere til medlemslandene.
– Jeg ville jo gerne have, at vi kunne vaccinere så mange som muligt så hurtigt som muligt, men vi er også nødt til at erkende, at der er nogle leverancer fra de store medicinalfirmaer, der skal på plads, og der er vi ikke alene på markedet, siger Ulla Astman.
Ifølge regionsrådsformanden er det stadig usikkert, hvor mange vacciner Region Nordjylland får, og hvornår flere vacciner kommer i regionens hænder.
– Vi må gå i gang med det, vi kan, og så må vi håbe, at der hurtigt lander rigeligt med forsyninger, siger Ulla Astman.
Kilde: TV2 Nord.