De 11 nordjyske kommuner, praktiserende lægers organisation PLO-Nordjylland og Region Nordjylland har i fællesskab truffet beslutning om at sende en ansøgning om penge til at oprette et digitalt nærhospital. Det digitale nærhospital skal komme alle regionens borgere til gavn og levere digitale patientforløb – helt ud i borgerens eget hjem.
Det digitale nærhospital kan for eksempel være et tilbud til en patient med svær KOL, hvor er en lang tur til kontrol på hospitalet er meget anstrengende. I stedet kan en elektronisk overførsel af måleresultater betyde, at borgeren slipper for den lange tur, fordi hendes resultater kan ses elektronisk. Hvis der er behov for en snak med borgeren, kan den foregå som videokonsultation.
– Vi har i Nordjylland fokus på at være visionære og prøver at tænke nyt for at håndtere de udfordringer, vi står over for med den demografiske udvikling med stadig flere ældre borgere, og samtidig de vanskeligheder vi har med at rekruttere nok personale. Et digitalt nærhospital er en af de brikker, der sammen med andre tiltag kan være en del af løsningen, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V), der også er formand for Sundhedssamarbejdsudvalget, som har besluttet, at der skal sendes en ansøgning til den nationale pulje til nærhospitaler.
Udvalget er nyt og er oprettet i forbindelse med den nationale beslutning om at oprette nye tværsektorielle fora for samarbejde, også kendt som sundhedsklynger. Klyngesamarbejdet har allerede eksisteret en årrække i Nordjylland, hvor den nye lovgivning om sundhedsklynger er med til at formalisere og styrke samarbejdet.
Gode erfaringer at bygge videre på
– Digitale løsninger kan være et godt supplement. For eksempel er der en del borgere i Nordjylland, som har lang vej til behandlingsstedet. Derfor vil det være en lettelse for dem og også mere trygt, hvis de ved rutinekontroller kan blive derhjemme i stuen og tale med en behandler, siger Mogens Jespersen (V), borgmester i Mariagerfjord Kommune og næstformand i Sundhedssamarbejdsudvalget i Nordjylland.
Nordjylland er godt forberedt på digitale løsninger. I forvejen findes der flere digitale sundhedstilbud til borgerne, som er udviklet af TeleCare Nord. Det er erfaringerne herfra, der skal bygges videre på i et digitalt nærhospital.
National plan for nærhospitaler
Set i et større perspektiv er digitale teknologier og løsninger centralt for den omstilling, der er nødvendig for at fastholde og styrke et sundhedsvæsen af høj faglig standard.
Nordjylland oplever i de her år – som resten af landet – at der kommer flere ældre borgere, og digitalisering er et værktøj, som skal gøre det muligt at forebygge, diagnosticere og behandle flere, hurtigere og bedre. Men teknologien skal samtidig benyttes til at sikre kvaliteten for den enkelte patient med en målrettet og præcis tilpasset behandling.
På nationalt plan er der afsat en pulje på 4 milliarder kroner til at oprette op til 25 fysiske nærhospitaler, og heraf en særlig delpulje på en halv milliard kroner øremærket til digitale løsninger. Det er den pulje, som et samlet Nordjylland nu er enig om at søge midler fra til et digitalt nærhospital.
Det er forventningen, at puljen åbner for ansøgninger i 2023.
Før ansøgningen sendes til Sundhedsministeriet, lægges beslutningen ud til godkendelse i alle kommunalbestyrelser/byråd samt i Regionsrådet.