Nordjylland har på mindre end et døgn trukket overskrifter i de største nyhedsmedier verden over.
Danmark vil dræbe alle opdrættede mink: Regeringen oplyste onsdag, at en mutation i virussen kan påvirke vaccineeffektiviteten hos mennesker, skrev The New York Times blandt andet.
Det sker efter, regeringen på et pressemøde onsdag oplyste, at den muterede coronavirus fra mink udgør en trussel for en fremtidig vaccine og folkesundheden. Ikke bare i Danmark, men i hele verden.
Derfor meldte regeringen ud, at dele af Nordjylland skal isoleres og undergå skrappere restriktioner end resten af landet, samtidig med at alle mink i landet skal aflives.
Frygten for det nordjyske Wuhan
De indgribende tiltag i Nordjylland sker på baggrund af nye laboratoriefund, der påviser, at coronavirusset er muteret i mink på en måde, hvor det ser ud til, at den muterede udgave kan hæmme virkningen af en kommende vaccine. Og det er farligt, fordi virusvarianten spreder sig blandt mennesker.
På onsdagens pressemøde oplyste faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, at omtrent halvdelen af de smittede i Region Nordjylland er smittet med en minkvariant af coronaviruset. Af de personer har 12 nordjyder været smittet med en mutation af virusset, der kaldes en cluster 5-mutation.
Denne særlige virusvariation svækker effekten af antistoffer og kan derfor ødelægge effekten af den vaccine, man arbejder på højtryk med at udvikle på laboratorier i hele verden.
– Worst case-scenariet er, at vi har en pandemi, som starter forfra med udgangspunkt i Danmark, sagde Kåre Mølbak.
I det nye notat fra Statens Serum Institut fremgår det nemlig, at der er risiko for at miste kontrollen over epidemien, hvis den flokimmunitet, man forventer gennem en vaccine, forrringes. Derfor lyder risikovurderingen, at en fortsat minkavl under en igangværende Covid-19 epidemi “indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge Covid-19 med vacciner”.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) lagde vægt på, at de restriktive tiltag sker for at forhindre, at arbejdet med at finde en vaccine bliver vanskeligere.
– Med den mutation af corona, som vi nu ser i Nordjylland, kan vi risikere, at effekten af den kommende vaccine bliver svækket eller i værste fald udebliver, lød det fra Mette Frederiksen.
Særlig smitte startede i Sindal
I en ny risikovurdering lavet af Statens Serum Institut fremgår det, at den minkmuterede virus kan relateres til et nordjysk plejehjem. Det er et plejecenter i Sindal i Hjørring Kommune. Overlæge Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut udtalte allerede i juni, at det pågældende plejehjem var ramt af en virus fra en lokal smittekæde, der kunne spores direkte til nærliggende minkarfarme.
UDDRAG AF RISIKOVURDERING
“Sammenfattende er det sandsynliggjort, at introduktion af smitte med SARS-CoV2 til den første minkfarm er sket ifm. smitte fra menneske til mink i ugerne op til udbruddet.”
“Efterfølgende er der i juni 2020 set udtalt smittespredning til lokalsamfund ifm udbrud på et plejehjem, forårsaget af en variant af SARS-CoV-2 udviklet blandt mink (herefter kaldet SARSCoV-2 minkvariant)”
Kilde: Staten Serum Institut
Sundhedsmyndighederne har i flere måneder været opmærksomme på den muterede minkvirus og understregede i et notat 4. september, at en særlig minkvariant af coronavirusset havde spredt sig fra en minkfarm til lokalbefolkningen i Nordjylland – og endda til Bornholm og Kroatien.
Det var Dagbladet Information, der for en uge siden bragte oplysningerne, og det fik samme dag det nordjyske folketingsmedlem for Enhedslisten, Peder Hvelplund, til at indkalde fødevareminister Mogens Jensen (S) til et samråd med henblik på hurtigst muligt at inddæmme virusset samt opklare, hvorfor myndighederne ikke har reageret tidligere.
Som følge af situationens alvor er WHO blevet orienteret og advaret, oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på onsdagens pressemøde. WHO bidrager ligeledes med at rådgive myndighederne i Danmark om, hvilke tiltag man bør sætte i værk og har i dag orienteret om, at de holder øje med situationen i Nordjylland.
Mennesker og mink: Det skal der ske nu
Som et led i at inddæmme virusset skal alle mink derfor aflives, og torsdag indføres der skrappe restriktioner og delvise nedlukninger i de kommuner, som har været hårdest ramt af smitte på minkbesætninger. Det drejer sig om 15-17 millioner mink i hele landet.
DISSE SYV KOMMUNER FÅR SKRAPPE RESTRIKTIONER
– Vesthimmerland
– Læsø
– Frederikshavn
– Hjørring
– Brønderslev
– Jammerbugt
– Thisted
En mængde, der gør, at landets få destruktionsanlæg ikke vil kunne følge med. Derfor er Fødevarestyrelsen ved at undersøge, om man kan kan anvende de kommunale forbrændingsanlæg til at skaffe sig af med de aflivede dyr.
Kilde: TV2 Nord.