Ambitionerne for Biocarb Solution rækker langt ud over den biogene CO2 fra de fem nordjyske biogasanlæg, der i efteråret 2022 gik sammen om at stifte biogassammenslutningen med det formål at samarbejde om CO2-fangst, -lagring og på sigt også -udnyttelse.
Biocarb Solution vil være landets førende aktør inden for indsamling og afsætning af biogen CO2 og vil således appellere til landets øvrige biogasanlæg, landets affaldsforbrændinger samt virksomheder, der fyrer med biomasse. Alene de danske biogasanlæg udleder ifølge Biogas Danmarks Biogas Outlook 2022 i dag tilsammen 1 mio. tons biogen CO2 om året.
Nu skal tilføjelsen af en af landets stærkeste profiler inden for energisektoren være med til at sikre, at Biocarb Solution tager næste skridt. Den 1. september tiltræder 58-årige Henrik Iversen således som arbejdende bestyrelsesformand for Biocarb Solution. Han kommer senest fra en stilling som underdirektør i Andel Energi A/S og har mere end 20 års erfaring fra ledende stillinger i energisektoren. Han har blandt andet været næstformand i DI Energis gasforening Green Gas Denmark.
– Vi er rigtig stolte af, at Henrik har valgt at blive en del af Biocarb Solution. Henrik kommer med en ekstremt stor erfaring og et værdifuldt netværk inden for gas- og energisektoren. Vi tror på, at han vil spille en afgørende rolle i vores strategiske udvikling og i at bringe vores ambitioner ud til biogasanlæg, affaldsværker og virksomheder i hele landet, så vi bliver den platform, man går til, når man skal finde afsætningsmuligheder for sin indfangede CO2, siger adm. direktør i Biocarb Solution Carsten Joest Nielsen.
Carsten Joest Nielsen er primær ansvarlig for den daglige drift og den konkrete indsats i relation til Greenport Scandinavia-projektet, hvor man sammen med INEOS Energy, Wintershall DEA, Hirtshals Havn, Biocarb Solution, Evida og Hirtshals Havns udviklingsselskab Greenport North samarbejder om udskibning af CO2 til Siri-feltet i Nordsøen som led i Project Greensand.
Skal åbne døre og skabe alliancer nationalt
Henrik Iversen skal som ny bestyrelsesformand arbejde målrettet med den strategiske udvikling af Biocarb Solution, men han kommer også til at gå ind i maskinrummet og samarbejde med Carsten Joest Nielsen i driften.
– Jeg bliver en arbejdende bestyrelsesformand og vil ud over strategisk udvikling arbejde målrettet med at åbne døre til potentielle kunder og samarbejdspartnere i hele landet, så vi skaber alliancer og afsætningskanaler for CO2. CO2-fangt og -udnyttelse er afgørende for omstillingen af vores energisystem, og Biocarb Solution har i et kæmpe potentiale i forhold til at kunne hjælpe landbruget, renovationsbranchen og andre dele af dansk erhvervsliv med at vende deres udledning af biogen CO2 til en fordel, siger den kommende bestyrelsesformand Henrik Iversen og fortsætter:
– Det er potentialet og udfordringen, der motiverer mig, og jeg har altid haft en ambition om at gøre en forskel på energiområdet. Jeg vil gerne være med til at sammenkoble fremtidens grønne energisystem og sørge for, at vi som samfund får de forskellige energiressourcer til at spille sammen – herunder brint, biogas, CO2 og el fra sol og vind. Jeg tror på, at Biocarb Solution kan blive en vigtig del af det system, og derfor er det også afgørende, at vi netop tænker holistisk og dermed i koblinger med andre energiformer.
Fakta om Henrik Iversen
Henrik Iversen kommer seneste fra en stilling som underdirektør i Andel Energi A/S og næstformand i DI Energis gasforening Green Gas Denmark. Han har desuden tidligere været direktør for handelsselskabet i HMN Naturgas (det nuværende Evida) og vicechef for storkunder i DONG (nuværende Ørsted). Derudover har han været market manager for det amerikanske energiselskab Mirant (nuværende Reliant) i Amsterdam med ansvar for at opbygge selskabets gasstrategi for det europæiske marked.


