Der er fortsat et stykke vej, før de nordjyske hospitaler er tilbage på et normalt aktivitetsniveau, så man kan begynde afviklingen af det behandlingsefterslæb, der er opstået grundet corona og sygeplejerskekonflikten. Aktuelt er den nordjyske situation påvirket af, at smittetrykket er størst i Vestdanmark, og det betyder både mange patienter med corona, der skal isoleres og behandles, ligesom der er meget smittet personale.
– Personalet knokler for at følge med ude på hospitalerne, og stor cadeau til dem for den store indsats. Vi håber, at vi snart kan være tilbage på normalt aktivitetsniveau, og stille og roligt kunne påbegynde pukkelafviklingen. Det vil vi kunne gøre i takt med, at færre bliver indlagt med corona, og smittet personale igen kan varetage deres sædvanlige opgaver, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.
Der er sat penge af til pukkelafvikling
I takt med denne normalisering af aktivitetsniveauet har forretningsudvalget i Region Nordjylland sørget for at sikre de økonomiske forudsætninger for en pukkelafvikling. Budgetrammen for omvisitering af patienter til privathospitaler er øget med 50 mio. kr. i årets første to kvartaler ligesom der er afsat 20 mio. kr. til meraktivitetsprojekter på hospitalerne. Derudover vil der fortsat være mulighed for at udlægge sygehusbehandling til speciallægepraksis for at aflaste hospitalerne.
– Det er vigtigt for mig, at vi får barberet ventetiderne ned. Med den nye bevilling får vi understreget, at vi sætter alle sejl til for hurtigst muligt at hjælpe de mange patienter, som har fået udskudt deres hospitalsaftaler. Det kommer imidlertid til at tage tid, før vi er igennem listerne, og jeg kan ikke garantere andet, end at vi vil gøre vores bedste for komme ventelisterne til livs, siger Mads Duedahl.