Der mangler hænder over hele landet i industrien, og det gælder særligt også her i Nordjylland. Det viser en ny analyse fra fagforeningen Dansk Metal, der har lavet en rundspørge blandt deres tillidsfolk.
På landsplan svarer 66 procent, at deres virksomhed er udfordret af manglen på kvalificeret arbejdskraft, og samme tendens gør sig gældende i Nordjylland. Her svarer hele 63 procent af de adspurgte, at deres virksomhed mangler kvalificeret arbejdskraft.
– Det bekræfter jo i høj grad, at der fortsat mangler mange hænder i industrien. For virksomhederne medfører det blandt andet et større omfang af overarbejde og tabte ordrer, og det er hverken godt for virksomhedernes økonomi eller holdbart i længden for de ansatte, siger Jan O. Gregersen, der er formand i Metal Aalborg.
Kigger man nærmere på analysen spiller virksomhedens geografiske placering og løn ind på, hvorfor industrivirksomhederne har svært ved at finde kvalificerede medarbejdere. Ifølge tillidsfolkene er den væsentligste årsag dog, at der er for få personer med en relevant uddannelse. Hele 68 procent fortæller nemlig, at deres virksomhed har svært ved at finde personer med relevant uddannelse.
– Industrien i Nordjylland skriger på flere dygtige faglærte, og analysen understreger i den grad behovet for at opkvalificere ledige og investere i erhvervsuddannelserne, så vi får endnu flere dygtige faglærte i Nordjylland, siger Jan O. Gregersen.
Robotteknologi betaler sig
Ifølge formanden for Metal Aalborg bør de nordjyske virksomheder tænke mere langsigtet for at imødekomme udfordringerne med at finde kvalificeret arbejdskraft, og derfor bør virksomhederne byde ny teknologi og robotter velkommen i produktionen.
– Investeringer i ny teknologi og robotter er med til at frigøre hænder til andre opgaver og øger samtidig produktionen og kvaliteten, så investeringerne vil altså hurtigt være en gevinst på den lange bane, og det håber jeg, at endnu flere nordjyske industrivirksomheder får øjnene op for, siger Jan O. Gregersen.
I analysen fra Dansk Metal er der også stor glæde at spore blandt de tillidsrepræsentanter, der allerede arbejder med robotter og ny teknologi i dagligdagen. Her vurderer 70 procent nemlig, at investeringer i ny teknologi er en gevinst for deres virksomhed.
– Det er utroligt glædeligt, at tillidsfolkene er begejstrerede for robotter og ny teknologi, men desværre ser vi flere industrivirksomheder, som tøver med investeringerne. Det er ærgerligt, for fordele er mange, og samtidig er der hjælp og rådgivning at hente for nordjyske virksomheder eksempelvis via Erhvervshus Nordjylland. Det gælder altså om at have det lange lys på og udnytte hjælpemulighederne, afslutter Jan O. Gregersen.