Det Nordjyske Mediehus – eller Nordjyske – mister sin ansvarshavende chefredaktør, der stopper til sommer, skriver TV2 Nord.
Karl Erik Stougaard startede tilbage i september 2020, og dermed bliver det til under tre år på posten.
Den overraskende opsigelse sker, fordi Karl Erik Stougaard har fået job på hjemstavnen, der trækker den tidligere Euroman-redaktør til Fyn.
– Min hustru og jeg har længe vidst, at vi en dag skulle flytte tilbage til Fyn, og private omstændigheder har gjort, at tiden nu er den rette. Jeg har samtidig fået mulighed for at stå i spidsen for Fyns Amts Avis, forklarer han i en pressemeddelelse.
Stoppet falder midt i en større transformation af det gamle Aalborg Stiftstidende.
Under Karl Erik Stougaards ledelse har man skiftet navnet Nordjyske Medier ud med Det Nordjyske Mediehus, ligesom domicilet i Aalborg Øst om kort tid udskiftes med et nybygget hus ved Aalborgs Havnefront.
Samtidig har man været gennem flere fyringsrunder.
Alligevel er Morten Sandlykke, formand for bestyrelsen for Det Nordjyske Mediehus, træt af stoppet.
– Jeg har modtaget Karl Erik Stougaards opsigelse med stor ærgrelse og overraskelse. Vi ville meget gerne have fortsat samarbejdet. Men vi har naturligvis respekt og forståelse for Karl Eriks beslutning, siger han.
Karl Erik Stougaard efterfulgte Søren Rosenlund Christensen, der blot 44 år gammel døde i februar 2020 efter komplikationer som følge af en trafikulykke.
Kilde: TV2 Nord.