Vi var mange, der med større eller mindre held forsøgte at holde os vågne for at se nordlyset mandag aften, hvor det igen blafrede over himlen og var synligt ikke mindst fra strandene her i det nordvestlige Vendsyssel.
En af dem, der altid holder sig vågen og er parat med kameraet, når man kan iagttage det flotte polarlys, som det også kaldes, er den skarpe fotograf Arturs Pirazkov, som dog langt fra var alene på Kjul Strand.
– I går var alle parkeringspladser nær stranden og på stranden fulde af biler. Selv om sommeren er der ikke så mange biler på stranden, lyder det fra den fascinerede fotograf, hvis billeder ofte bruges af netavisen.
Mange lokale startede aftenens og nattens udflugter på Husmoderstranden, men her generede lyset fra havnebyen angiveligt, hvorefter en del tog turen videre til især strandene i Kjul og Uggerby.
Foto: Arturs Pirazkov.