I den forgangne uge har der været DM Uge i Aalborg. Darten var blandt de sportsgrene, der blev dystet i.
Nordpilen var repræsenteret i lørdagens singlerækker af Anne Marie Løth, Merethe Kallehauge Møller, Flemming Nielsen og Allan Bach Christensen.
Det bød på flere gode kampe og også flere sejre til de lokale pilekastere, men dog var det kun Allan som avancerede fra sin pulje, hvorefter han tabte første cup kamp.
Bedre gik det søndag, hvor der var doubler.
Søndag formiddag startede med mix doubler og her havde Nordpilen intet mindre end 5 deltagere med. Allan spillede her sammen med Helle Matthiasen fra Hængepilen, Anne Marie sammen med Thomas Broen fra Hjørring, Mona Og Karl begge Nordpilen og sidst Merethe sammen med Carl Henrik Hansen fra Potten.
Sidstnævnte par var eneste som kom videre fra første kamp, men her stoppede det ikke. Merethe og Carl Henrik fik nemlig ligesom til Samsø Open i september kæmpet sig hele vejen til finalen. I finalen ventede Michelle Merlit, som lørdag blev dansk mester hos damerne sammen med sin makker Nicolaj Olsen. Dette var samme par som man mødte i finalen på Samsø og desværre var det også denne gang dem, som trak det længste strå. Men en flot sølvmedalje til DM for Merethe og Carl Henrik.
– Søndag eftermiddag var der dame/herredoubler og her røg alle Nordpilens spillere ud i første kamp. Lige med undtagelse af Karl Møller og Lars-Henrik Poulsen, som vandt, men herefter tabte kamp nummer 2. Men en godkendt weekend med flere tætte kampe og gode præstationer, udtaler Nordpilens formand René Thomsen til NordsøPosten.