Vendsyssel Open i dart blev som tidligere omtalt i weekenden afholdt i Hirtshals Idrætscenter. Det blev ifølge formand Rene Thomsen fra dartklubben Nordpilen en kæmpe succes.
“Først og fremmest en kæmpe tak til Dart Danmark, som støttede op om stævnet. Omkring 200 spillere var forbi hallen i løbet af weekenden. Hvor mange kampe, der nøjagtig blev spillet, har jeg ikke tal på, men det er mange,” fortæller Rene Thomsen.

Stævnet blev en realitet, da Spar Nord fonden, Nordea Fonden og Sparekassen Danmark Fonden gav tilsagn om økonomisk støtte. Men foruden disse skal der også fra Nordpilen lyde en kæmpe tak til de lokale sponsorer, som sagde ja til at være banesponsorer.
Foruden klubbens hovedsponsor Admiralen så takker de følgende:
Bog og idé
Superbrugsen
Spar
Netto
Me-ka food
HPR
Udbö
Tøjeksperten
Zjoos
Sason
Visby Beikes
Hirtshals Idrætscenter/Cafeteriet
Desuden også en kæmpe tak til altid støttende Lise fra Cafe Møller, som bespiste stævnets 2 dommere lørdag aften. Og Hotel Skaga, som havde indlogeret samme to personer fra fredag til søndag helt kvit og frit.

“Det er så dejligt, når det lokale erhvervsliv bakker op om de lokale foreninger. Det er simpelthen uvurderligt,” fortsætter Rene Thomsen.
“Sidst men ikke mindst en kæmpe tak til mine klubkammerater samt kærester, koner, familiemedlemmer og andre, som har ligget på langs hele weekenden lige fra banerne blev sat op fredag, til de var pillet ned igen søndag. Tror slet ikke det helt er gået op for os, hvor stort et arrangement vi lige har gennemført til UG. Alle var glade og tilfredse og roste os. Det var ganske lidt ris der var og det er jo bare skønt,” slutter en træt og stolt formand.

Nordpilen markerede sig sportsligt ved at vinde dame b samt en andenplads i herre b.
Dette stod Helle Matthiasen og Magnus Solsker for.
Vendsyssel Open afholdes næste gang i 2026.
Foto: Jim Christensen.


