Kvartetten Nordskær er gamle kendinge hos Lisbeth Birgersson, idet musikerne tidligere har skrevet og opført nummeret Til tiden – på Den Gamle Station. Musikstykket var vel at mærke tilegnet netop Lisbeth Birgersson og nu desværre afdøde Svend Petersen.
Kvartettens stifter, norskfødte Eirik Moland, har været en del af den skandinaviske folkemusikscene i over 30 år, både som musiker og komponist. Siden deres debut ved Vendsyssel Festival i 2014 har Nordskær turneret i Danmark og Sverige med koncerter i kirker, klubber og på festivaler. De fire musikere har norsk, svensk og dansk oprindelse, men er nu baseret i Vendsyssel, hvor de alle underviser på den Musiske Skole i Hjørring.

På setlisten forleden aften var blandt andet også Brudmarsch från Jämtland. Lisbeth Birgersson havde aldrig hørt nummeret før eller været i tættere kontakt med folkemusikken i Sverige. Da hun hørte Nordskær spille marchen, opstod der magi, idet hun med egne ord oplevede følelser, hun ikke vidste, hun bar på.
– Jeg er rørt over al den hjælp der er kommet og gjort sommerens koncerter mulige og alle der er kommet for at dele musikoplevelsen, lyder det efterfølgende fra Lisbeth Birgersson.