Smilene hos Nordsøen Forskerpark og Flume Tank North Sea er ekstra store i disse dage.
For nylig modtog de nemlig fornem anerkendelse, da de fik overrakt Årets Initiativpris 2024 af Fiskeriets Servicefag, der er en klub under Danmarks Fiskeriforening.
Prisen gives til virksomheder eller personer, der gør en indsats for, at dansk fiskeri fortsat er på landkortet.
I år blev der ved uddelingen af prisen lagt vægt på, at modtageren bidrager med innovation og udvikling inden for de udfordringer, fiskeriet står overfor. Og her gik hæderen altså til Nordsøen Forskerpark og Flume Tank North Sea.
Flume Tank North Sea er Europas største prøvetank, hvor der blandt andet udføres tests og målinger af udstyr til fiskeri, akvakultur og undervandsteknologi.
Begrundelsen for tildelingen af prisen lød blandt andet:
”Nordsøen Forskerpark og Prøvetanken i Hirtshals spiller en afgørende rolle i udviklingen af fiskeriredskaber i Danmark. De giver os mulighed for at teste nyt udstyr og fungerer samtidig som et udstillingsvindue for de fremskridt, der sker i sektoren,” sagdeAlfred Fisker Hansen, bestyrelsesmedlem i Fiskeriets Servicefag, i forbindelse med overrækkelsen.
”I dag er det ikke nok blot at udvikle vores redskaber – vi skal også kunne vise omverdenen, hvad vi gør. Prøvetanken er en vigtig brik i den samlede indsats for at konstant at udvikle og forbedre fiskeriredskaber. Vi har brug for innovation og udvikling i fiskeriet, men endnu vigtigere er det, at vi har nogen, der handler og viser vejen frem – selv i svære tider,” forklarede han videre.
Direktør i Nordsøen Forskerpark, Hanne Kvist, var sammen med Forretningsudviklingschef Mette Hyldgaard Roussis i Thyborønfor at modtage prisen.
”Denne påskønnelse fra fiskeriets egen organisation er vi utroligt glade for. Vi har i Nordsøen Forskerpark for nylig sikret, at Prøvetankens drift og videre udvikling står på fast grund, og vi håber, at både primærsektoren, udstyrsproducenterne og forskningsverdenen vil bruge Prøvetanken i endnu højere grad. Vi er klar til at bidrage til innovation og omstilling inden for fiskeriet,” siger Mette Hyldgaard Roussis.
Nordsøen Forskerpark er en blå business-park i Hirtshals, der danner de fysiske rammer om blandt andet forskning, udvikling og forretning inden for den blå industri.
Nordsøen Forskerpark deltager løbende i udviklingsprojekter, der fremmer udviklingen i fiskerierhvervene, Hirtshals og den blå sektor som helhed.
Link til relateret artikel
Nordsøen Forskerpark overtager alle aktiviteter i Europas største prøvetank