Tidligt lørdag morgen ankom færgen Norröna som så ofte før til Hirtshals Havn. Her blev afleveret lastsbiltrailere, personbiler med passagerer, arbejdskøretøjer og andet gods på et par timer.
Under losningen havde Norröna selskab af to Fjordline-færger, og Color Line’s færge kom ind lige før Norröna lagde fra kaj. På det tidspunkt var der altså megen færge-tonnage samlet i Hirtshals Havn
Så gik turen ud af havnen igen, men denne gang med kurs mod Munkebo på Fyn, hvor værftet Fayard ligger. Det må være uvant for besætningen at dreje mod øst uden for havnen, når man i årevis har været vant til at dreje mod vest.
De næste par måneder skal Norröna gennemgå en ret omfattende modernisering af især passager-faciliteterne. Hvad der skal ske med færgen, har vi skrevet om i en tidligere artikel, se link nedenfor.
Mens Norröna er på værft, fortsætter Smyril Line’s fragtskibe deres tørn med at fragte alt muligt gods via Hirthals til Færøerne og Island. Den anden vej er det især fiskeprodukter til det umættelige europæiske marked det gælder.
Den 4. marts 2021 skulle Norröna gerne ankomme til Hirtshals igen, og den 6. marts går første afgang med kurs mod Færøerne og Island. Til den tid må vi håbe, at den værste tid af Corona-pandemien er overstået.
Link til tidligere artikel: https://nordsoeposten.dk/mere-om-faergen-norronas-ansigtsloeftning/