Norske forskere har regnet på, hvor store mængder fisk, hvaler og sæler indtager.
Forskerne har også regnet på, om mennesker og havpattedyr konkurrerer om fiskene i havet eller om der er nok til alle aktører. Det skriver fiskeribladet.no
De norske forskere har inddelt havområdet i tre regioner: området omkring Island, området Grønlandshavet og Norskehavet, og det sidste er Barentshavet.
Er konkurrenter
Forskningen fra Norge viser, at i området mellem Grønlandshavet og Norskehavet eksisterer der konkurrence mellem mennesker og dyr om fiskene. Forskerne forklarer det med, at især i det område fiskes der efter pelagiske arter.
I samme forskningsprojekt kom man frem til, at havpattedyrene ser ud til at spise mere, og i andre områder, end man tidligere har observeret.
– Vi tror dette skyldes, at hvalbestandene er i bedring efter at have været langt nede pga. den historiske hvalfangst, forklarer forskningschef ved Havforskningsinstituttet Mette Skern-Mauritzen iflg. fiskeribladet.no
Hun forklarer også, at fordi at pga. klimaforandringerne med bl.a. højere temperaturer, så spreder hvalerne sig ud på et større område. Det betyder, at de jager i områder, hvor de tidligere ikke kom.
Skal tage hensyn
Mette Skern-Mauritzen forslår, at man i Norge tager hensyn til de ændrede forhold, når man skal lave en fiskeriforvaltning af de pågældende havområder.
– For at sikre en god fiskeriforvaltning i disse tider, når økosystemerne er i så hurtige forandringer, så bør man også tage hensyn til, at havpattedyrenes livsmønster er i ændring. De står for et stort indhug i fiskebestanden, siger Mette Skern-Mauritzen.
Resultatet af forskningsprojektet
Havpattedyr spiste:
- 13,4 millioner ton byttedyr i Island-regionen
- 4,6 millioner ton i området mellem Grønlandshavet og Norskehavet
- 7,1 millioner ton i Barentshavet
Det vil sige, at dyrene spiser 25,1 millioner ton i de samlede områder
Fiskerne fiskede:
- 1,55 millioner ton rundt Island
- 1,45 millioner mellem Grønlandshavet og Norskehavet
- Næsten 1,2 millioner i Barentshavet.
Det vil sige at fiskerne fisker næsten 4,2 millioner ton i de samlede områder.
Kilde: Fiskeri Tidende.