Er affald virkelig så spændende, at man rejser fra Norge til Hirtshals for at høre mere om det? Det kan de med stolthed svare ja til hos Hirtshals Havn.
I går fik de nemlig besøg af norske interessenter indenfor fiskeri fra blandt andet Norges Fiskarlag samt gæster fra Strandby Havn, der var nysgerrige på, hvordan man lige præcis håndterer affald og marint skrald hos Hirtshals Havn.
”Vi er sammen med brugerne om affaldshåndtering her på havnen, og det skaber synlige resultater. MARPOL-standarden gør det forståeligt for alle, hvordan vi i Hirtshals Havn løfter opgaven og giver os en rettesnor for både praksis og udvikling på området,” sagde Palle Boelt Andersen, Head of Technical Services.
Besøget bød blandt andet på fiskeauktion og havnerundtur, indblik i affaldshåndtering på Servicegården og besøg hos Cosmos Trawl samt snak om producentansvar.
Foto: Hirtshals Havn.


