Direktøren i den norske organisation Sjømatbedrifterne, Robert Eriksson, mener, at det er konkurrenceforvridende, at der er nu er givet 10 års dispensation fra de norske regler for fiskeeksport i sagen om Hav Line.
Dermed kan rederiets skib Norwegian Gannet, som sejler og slagter laks fra Norge til landing på det nybyggede distributionscenter i Hirtshals, fortsætte som før. Det skriver Intrafish ifølge FiskeriTidende.
Han er desuden harm over Danmarks indblanding i sagen, hvor Søren Gade, som er næstformand i EU-Parlamentets Fiskeriudvalg, har klaget over norsk protektionisme i sagen.
Direktøren mener, at anklagen om protektionisme og en EU-undersøgelse har fået de norske politikere til at give Norwegian Gannet og rederiet Hav Line den lange dispensation.
– Jeg troede, vi for over 200 år siden var færdige med, at danskerne skulle bestemme, hvad Norge foretager sig. Det, som her er sket, er helt ubegribeligt. Det, at fiskeriminister Odd Emil Ingebrigtsen giver ti års dispensation og trækker ankesagen i retten, det er slet og ret hovedløst, siger Robert Eriksson.
– At ministeren giver klarsignal til, at et selskab kan skide på reglerne og fragte fiskene til sit anlæg i Danmark, det er helt klart konkurrenceforvridende. Det kan jo virke, som om de er blevet lidt skræmte af, at EU-kommissionen skal se på sagen, og både Højre og ministeren fremstår i denne sag med lige så lidt rygrad som fiskebudding, tilføjer direktøren.
Kilde: FiskeriTidende.
Link til tidligere artikel