Opdræt af fisk er en branche i vækst med stadig større anlæg og et stigende fokus på dyrevelfærd. På trods af dette udnytter mange af aktørerne i branchen ikke en oplagt mulighed for at få det optimale ud af deres RAS-anlæg. Ifølge biologi David Owen drager de nemlig ikke nytte af de enorme mængder data, der dagligt indsamles ved anlæggene.
»Siden jeg begyndte at arbejde i branchen for mere end 25 år siden, er RAS-anlæggene kun blevet større og større. Min oplevelse er, at selvom farmerne dagligt analyserer på anlæggene, så er der et kæmpe uudnyttet potentiale i det indsamlede data, som bare venter på at blive brugt,« fortæller David Owen, som i 2009 valgte at blive selvstændig og grundlægge virksomheden Blue Unit.
Udviklede ny teknologi
I Blue Unit kunne David Owen lægge al sin energi i at indsamle, analysere og rådgive om data fra fiskeopdræt. Til samme formål begyndte han i 2010 at udvikle verdens første centraliserede monitoreringssystem til RAS-anlæg, kaldet Blue Unit Solution, som med specialdesignede censorer indsamler 13 vitale vandkvalitetsparametre fra op til 12 lokationer i et anlæg ad gangen, inden dataet samles i et visualiseringssystem og holdes op mod benchmark-værdier fra producenter over hele verden.
»Som opdrætter er det bidende nødvendigt, at man kan stole på målingerne i tankene, for at kunne opnå en stabil vandkvalitet og derved de bedste vækstbetingelser,« siger David Owen, og uddyber:
»Blue Unit Solution giver en early warning, der viser hvor, hvornår og hvorfor der sker en ændring af vandkvaliteten og sikrer dermed optimale betingelser for at holde øje med kritiske værdier og optimere vandkvaliteten på det bedste mulige grundlag. På sigt betyder det mindre spild af foder, reducerede omkostninger, bedre dyrevelfærd og et større udbytte,« siger David Owen.
Samarbejde med markedsledende norske producenter
De mange år i branchen har givet David Owen en unik forståelse af de data, som registreres af Blue Unit Solution systemet, og hvordan det bedst udnyttes. Det kommer i øjeblikket de norske fiskeopdrættere til gode, hvor blandt andre lakseopdrætterne fra AS Sævareid Fiskeanlegg har koblet Blue Unit på installations- og opstartsprocessen af et nyt recirkuleringssystem.
»Når man starter op med et nyt system, kan fejl udvikle sig eksplosivt. Det er derfor uhyre vigtigt at kunne føre kontrol med vandkvaliteten, og at man hurtigt kan reagere og rette til. Blue Unit har været en stor hjælp med erfaringer og indspil til forbedringer,« siger Gustav Folkestad, daglig leder, AS Sævareid Fiskeanlegg. Han tilføjer:
»Blue Unit har hjulpet os med råd til at forbedre vandkvaliteten og har vist os, at fiskekarrene har sine individuelle særheder, som blandt andet kan tilskrives designet. Vi har også haft et ønske om kunne overvåge H2S-niveauet i driftsvandet, hvilket nu er muligt med systemet fra Blue Unit.«
Gaselle-vinderne fra Fishbase Group, der opdrætter småfisk af laks, ørred og torsk til andre producenter, har fuldstændig ændret måden at drive forretning på efter at have tilføjet Blue Unit Solution til deres produktion i 2020.
»Før målte vi kun vandkvaliteten få gange om dagen og på kun tre parametre. Med tilføjelsen af Blue Unit Solution har vi sat vandkvalitet og vandkemi i højsædet, og får nu opdateringer 24/7, så vi langt bedre kan forudse potentielle risici. Vi har faktisk ikke haft en eneste kritisk hændelse siden vi indledte samarbejdet med Blue Unit,« fortæller CEO og partner i FishBase Group, Henry Thomassen.