Efter to års coronapandemi er nordmændene for alvor på vej tilbage til de nordjyske sommerhuse, hvilket vækker glæde og tilfredshed i turistbranchen.
Særligt bånd til nordmændene
Hos Destination Nordvestkysten glæder direktør Peter Krusborg sig over, at nordmændene i stor stil booker sig ind på ferie i blandt andet Løkken og Hirtshals.
– Vi er rigtig glade for meldingen om, at nordmændene er på vej tilbage til det nordvestjyske ferieland. Vi har altid haft et særligt bånd til de norske feriegæster. Vi kender dem så godt – og vi ved også, at de lægger rigtig mange gode penge i de nordjyske feriehusområder, når de kommer. Så det er et dejligt tegn på, at vi kan udbygge den vækstrejse, som vi var godt i gang med, før coronaen kom i vejen for os for to år siden, siger Peter Krusborg.
Store forventninger til nordmændenes tilbagevenden til lokalområdet er der i dén grad også Hirtshals Turisme.
– Deres fravær har kunnet mærkes i turisterhvervet, fortæller turistchef Laila Zielke, der nu ser frem mod en sæson med mange glade, norske gæster i opg omkring Hirtshals.
– De har i den grad været savnet og vi alle, inkl. byens mange butikker, spisesteder, attraktioner og overnatningssteder, er klar til at byde hjertelig velkommen tilbage, tilføjer Laila Zielke.
Har spejdet nervøst efter nordmændene
Direktøren for Destination Nordvestkysten erkender, at han indtil nu har været spændt på, om nordmændene oven på coronaen ville kigge til Nordjylland og Nordvestkysten i samme omfang som før coronaen.
– Vi har spejdet lidt nervøst efter nordmændene. For vi er rigtig glade for dem, og det de gør for de lokalsamfund, hvor de holder ferier. Men det er aldrig sådan, at man bare kan være sikker på, at de kommer tilbage til Nordjylland, hvis de først har været væk fra os, sådan som coronaen tvang dem til, siger Peter Krusborg.
Kilde: TV2 Nord.