Lønstrup Café Bio starter ud tirsdag den 12. november med at byde indenfor til det højaktuelle foredrag fra AAU med emnet “Fortidens og fremtidens vilde natur”. Her vil man kunne høre tre eksperter fortælle om årsagerne til den vilde naturs tilbagegang og om mulighederne for at vende udviklingen.
Og så er der lagt op til et højspændt og gribende fransk drama, når tovholderne viser filmen “Frit Fald”, instrueret af Justine Triet. Filmen ‘Frit fald’ vandt Guldpalmer og blev nomineret til fem Oscars, bl.a. for Bedste film, Bedste kvindelige (Hüller) og Bedste instruktør til Triet.
Tirsdag den 19. november kan man blive klogere på videnskaben bag øl og får samtidig mulighed for at smage 5 forskellige slags, når AAU igen præsenterer et af deres spændene foredrag. Der ligger en masse videnskab til grund for det gode øl, og denne aften kan man dykke med ned i forskningen i og udviklingen af de ingredienser som bruges til ølproduktionen
Weekenden den 23. og 24. november står i musikkens tegn. Lørdag inviterer tovholderne til Musik & Mad, med historien om The Beatles – der er stadig enkelte pladser tilbage – men vent ikke for længe med at bestille billet.
Søndag vises operaen Rigoletto med den gribende historie om den pukkelryggede hofnar Rigoletto og hans elskede datter Gilda.
FOREDRAG AAU: FORTIDENS OG FREMTIDENS VILDE NATUR
ved Anne Eskildsen, Rasmus Ejrnæs og Hans Henrik Bruun
Tirsdag den 12/11 kl. 19.00 – Gratis
Mange dyre- og plantearter er i disse år i tilbagegang – men hvornår begyndte nedgangen og hvad er årsagerne? Hvordan kunne mange planter og sommerfugle alligevel finde levesteder i middelalderens danske kulturlandskab – fx side om side med landbruget? Truslerne mod den vilde natur er menneskeskabte, men vi mennesker har også nøglen til at vende tilbagegangen til fremgang.
Lær naturens spilleregler at kende for bedre at komme de truede arter til undsætning
_________________________________________________________________________________
Frit Fald
13., 14., 15. og 17, samt 20., 21., 22 og 24. november kl. 19.30
Frankrig, drama/thriller
Instruktion: Justine Triet
Længde: 2 t. og 31 min
Tilladt for børn over 15 år
I Filmen “Frit Fald” fortæller instruktøren Justin Triet om forfatteren Sandra Voyter (Sandra Hüller), hvis mand omkommer efter et fald fra anden sal i parrets hytte.
Da Sandra mistænkes for at have myrdet sin mand, bevæger vi os over i et intenst retssalsdrama, der trækker os både i den ene og den anden retning, for hvem ved: Måske har Sandra vitterligt begået et mord?
Det tvetydige portræt af Sandra gør det ikke nemt for publikum og det er umuligt at tyde, hvad der er sandt og hvad der ikke er i dette retssaltsdrama, hvor Sandras egne fiktioner ind imellem smelter sammen med virkeligheden.
_________________________________________________________________________________
FOREDRAG AAU: VIDENSKABEN BAG ØL
ved Birgitte Skadhauge og Erik Lund
Tirsdag den 19/11 kl. 19.00 – Gratis
Hos Carlsberg brygger de ikke kun øl – deres forskningslaboratorium har gennem årene også udviklet viden og nye teknikker, som ikke kun har forbedret produktionen af øl, men som også har bidraget til forskning i bl.a. gær og klimatolerante planter.
Under foredraget får du serveret små smagsprøver på fem udvalgte øltyper. Du smager dem én efter én efterhånden som de gennemgås i foredraget.
NB. Dette foredrag varer en halv time længere end normalt
______________________________________________________________________________
MUSIK & MAD: Historien om The Beatles
Lørdag den 23/11 kl. 19 – entre inkl. spisning kr. 295,-
Denne aften er dedikeret til historien om The Beatles. Der bliver zoomet ind på årene 1962-1969, som bliver fortalt af Torben Warncke. De akustiske fortællinger bliver spillet sammen med John Fuglsang og Rene Krone – alle tre med mange års erfaring som musikformidler såvel som udøvende musikere.
Johannes fra Lønstrup Madhus sørger for aftenens menu: rullesteg af økogris med salsa verde, knoldselleri, hasselnødder og perlebyg.
Dørene åbner kl. 18.30, spisning kl. 19 og koncerten starter kl. 20.
Tilmelding senest 2 dage før på sms 31612212
____________________________________________________________
Opera – Rigoletto
Søndag den 24/11 kl. 13.30 – entre inkl. kaffe og kage kr. 150
Verdis opera Rigoletto er en hjerteskærende og spændingsfyldt fortælling om hævn, magt og begær. Den pukkelryggede hofnar Rigoletto kæmper en indædt kamp for at blive respekteret. Hans eneste lyspunkt i livet er den elskede datter Gilda, som han vil gøre alt for at beskytte, men en frygtelig fejltagelse får hans verden til at styrte i grus.
Tilmelding senest 3 dage før på sms 53891738.
Fællesspisning
25. november kl. 18.00 (Døren åbner kl. 17.15) – pris kr. 100,-
Menuen denne gang står på Porchetta af frilandsgris med knuste kartofler og grønkålssalat fra Havrevang.
Tilmelding senest 2 dage før på SMS 20531184, det er vigtigt at du afventer at få svar retur på sms inden der betales.
Pris 100 kr. pr. pers. indbetales via Mobilepay til nr. 25635. Skriv ‘Mad* i kommentarfeltet.
Medbring selv bestik og service – drikkevarer købes i baren.
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.