Den 12. december slår Danmarks nye madkulturhus, Kornets Hus, dørene op og er klar til at tage imod både børn og voksne i corona-trygge rammer. I og omkring den arkitektoniske perle syd for Hjørring kan man dyrke, høre om, bage med og smage på historiens vigtigste fødevare: Kornet.
Dækket af brændte teglsten rejser Kornets Hus sig smukt på en kornmark midt i det nordjyske landskab med en ambition om at begejstre og berige dets gæster med bageglæde, nye smagsoplevelser og inspiration til at gå i køkkenet sammen. Det nu færdigindrettede hus rummer både et stort åbent bageri, hvor gæster inviteres indenfor til at deltage i alt fra pizzabagning for hele familien, kage-konkurrencer og nørdede surdejskurser, samt en spændende interaktiv udstilling, som følger kornets store indvirkning på vores kultur helt fra bondestenalderen 4000 år f.Kr. og frem til nutidens bage-entusiaster.
I Kornets Hus bliver de besøgende fyldt af sanseindtryk, og husets café lægger fra land med en ambition om skabe Danmarks lækreste brødkurv, hvor gæsterne kan smage et stort udvalg af både nye moderne og mere traditionelle brødtyper samt et væld at hjemmelavede specialiteter fra lokale producenter.
Åbning i skyggen af coronarestriktioner
Coronaen har lagt en dæmper på den store åbningsfest, som er udskudt til foråret, men folkene bag Kornets Hus tripper allerede nu for at få liv i huset og dets flere end ti forskellige ovne, som spænder fra almindelige husholdningsovne til håndbyggede støbejernsovne fra Sydtyrol. Derfor vil åbningen i december blive markeret med hyggelige julestue-arrangementer, hvor de mange nysgerrige fra lokalområdet kan opleve huset i corona-trygge rammer.
På sigt satser folkene i huset på at blive et decideret udflugtsmål med åbent hver weekend og udvidet åbningstid i sommerperioden. Men for at sikre en god og tryg oplevelse for alle gæster har man valgt kun at afholde arrangementer med forud-tilmelding på hjemmesiden i den første tid.
Udover at være en attraktion i det nordjyske kommer Kornets Hus til at danne ramme for et alsidigt formidlingsprogram til både folkeskoler og erhvervsskoler. Og som en særlig indsats under coronaen har Nordea-fonden og Hjørring Kommune, som begge har været trofaste støtter i etableringen, valgt at gå sammen om at tilbyde 20 lokale folkeskoler en tur i Kornets Hus med det til lejligheden udviklede undervisningsforløb ”Fra mark til mave” med udgangspunkt i rugbrødets danmarkshistorie.
En gave til Nordjylland
I spidsen for Kornets Hus står centerleder Johannes Haandsbæk Vestergaard sammen med fødevareingeniør og bagenørd Christiane Lindrup Pedersen samt mangeårig leder af mølleriet Aurion og idémand til Kornets Hus, Jørn Ussing Larsen. De glæder sig til, at huset snart summer af liv og dufter af friskbagt brød. Særligt håber de, at de lokale vil tage godt imod projektet og bruger huset. Og at det store projekt kan formå at trække turister fra sommerhusområderne.
”Kornets Hus er en gave til alle nordjyder og madelskere fra hele landet,” fortæller Johannes Haandsbæk Vestergaard, der selv er kok og tidligere har drevet restauranter i København.
”Vi glæder os til at inspirere de besøgende og give dem både brugbar viden og nye smagsoplevelser. Kornet rummer et væld af gode historier, og dem kan man som gæst i Kornets Hus få indblik i igennem sanseoplevelser og fede aktiviteter.”
En idé bliver til virkelighed
Idémanden bag Kornets Hus, Jørn Ussing Larsen, er også kendt som manden, der for årtier siden genintroducerede spelt til de danske husholdninger. I dag ser han Kornets Hus som et monument over hans eget og mange andres arbejde med udviklingen af kornets alsidighed.
Idéen til Kornets Hus er spiret fremover de sidste 17-18 år. Hurtigt dannede der sig en forening af lokale ildsjæle, som ufortrødent har arbejdet videre med planerne og i dag fortsat spiller en stor rolle i Kornets Hus dagligdag. Jørn Ussing Larsen lægger ikke skjul på, at Kornets Hus er en drøm, som går i opfyldelse.
”Kornets Hus fortæller verdens vigtigste historie. Efter et helt livs arbejde med at udforske kornets mange muligheder og perspektiver er det et stort privilegie at få lov at se huset blive en realitet. Vi er meget taknemmelige og ydmyge over den store opbakning, vi har oplevet fra lokalområdet og de trofaste bidragsyderne. Nu glæder vi os bare til at dele stedet med andre.”
Kornets Hus ligger på Guldagervej 501, 9800 Hjørring. Det åbner uofficielt med julestue den 12.-13. december og igen den 19.-20. december.