Hos Feriepartner i Løkken prioriteres de gode oplevelser til fordel for både turister og fastboende. Derfor er man glad for, at Feriepartner Danmark for sjette år i træk uddeler op mod 1 million kroner som støtte til lokale ildsjæle eller foreninger i hele landet. Pengene kommer fra Feriepartners Oplevelsespulje, som gennem de seneste år har vist sig at skabe stor værdi for både sommerhusejere, -lejere og alle andre, der bor og kommer i Løkken.
– Det betyder meget for os, at vi har mulighed for at støtte de mange gode idéer gennem Oplevelsespuljen og på den måde bidrage til at gøre en positiv forskel i vores område. De lokale ildsjæle har alle en vision om at gøre vores lokalsamfund til et bedre sted, og det er en stor fornøjelse at vi som lokal feriehusudlejer kan hjælpe dem på vej, fortæller Jonas Lassen, som er salgschef hos Feriepartner Løkken.
Midlerne kan både anvendes i forbindelse med etablering af et nyt koncept eller til at videreudvikle et allerede eksisterende projekt. Som eksempel peger Jonas Lassen på initiativer som lokale koncerter, guides til vandreruter eller udvikling af skovlegepladser. Siden 2018 har Feriepartner Løkken blandt andet støttet Løkken Molefestival, Løkken Miniby og Løkken Surf Klub.
Sidste år fik 60 lokale projekter fordelt i hele landet glæde af støttekronerne, og i år ser Feriepartner frem til endnu en gang at gøre en forskel for lokalsamfundet:
– For os som feriehusudlejer har lokale ildsjæle og deres projekter en stor betydning. Det gør områderne, som vi udlejer huse i, attraktive for både beboere og gæster i feriehusene. Derfor er vi også glade for at kunne bakke op om lokalsamfundenes udviklingsprojekter, og vi ser frem til at læse dette års ansøgninger og give en håndsrækning til de mange stærke initiativer landet over, lyder det fra Flemming Toft Andersen, som er direktør hos Feriepartner Danmark.
Ansøgningsfrist den 15. april 2023
Man kan allerede nu søge om økonomisk støtte fra Feriepartners Oplevelsespulje. Ansøgningsskemaet kan indhentes på www.feriepartner.dk/oplevelsespulje og skal indsendes på mail til det lokale bureau senest lørdag den 15. april 2023. De udvalgte projekter, som får tildelt midler, vil blive annonceret medio maj.