Fredag den 8. april blev dørene slået op til endnu en sæson på Herregården Odden med dens forunderlige samling af J.F. Willumsens værker og forstudier og skitser… alt sammen samlet af Victor Petersen…
Her er lokalhistorie, og her er kunsthistorie for alle pengene, og så er der omgivelserne, der er ubetalelige… Park, Møllesø og ikke mindst Odden Skov, som er en lille naturperle, der giver den besøgende en meget afvekslende oplevelse inden for et overkommeligt område… Se mere på Sporet ved Odden…
Ifølge vagthavende kustode var den første dag en stille en af slagsen, men alligevel med lovende takter, idet et selskab på et halvt hundrede kunstinteresserede allerede fik lagt billet ind på… tja… billetter…
Lørdag den 9. april blev til gengæld helt anderledes, idet Oddens støtteforening – FÆSTEBONDEFORENINGEN – afholdt generalforsamling med et ganske pænt fremmøde… Vedholdende rygter vil vide, at der ”i gamle dage” deltog over firehundrede i disse arrangementer, men lidt mindre kan også gøre det, og det var en tilfreds formand, Agnes Pilgaard, der kunne byde velkommen i de smukke gamle stuer…
Efter den traditionelle fællesspisning kunne fæstebøndernes formand med tilfredshed konstatere, at der fra det ganske land pt. er hele 247, der bakker op om foreningen… der er plads til flere, så… og det samme gælder selvfølgelig de frivillige kustoder, som er med til at holde Odden tilgængelig hver dag fra 10 – 17 fra april til oktober… har du lyst til at være med på vognen, så kan Oddens daglige leder, Peter Duetoft, kontaktes på pd@jfwillumsenodden.dk
I beretningen var der både tilbageblik og fremadskuen, og lige nu er der fokus på, at arrangementer kan afvikles as usual uden større dramatik, end den en træls forkølelse kan give…
Hold øje med facebook, hjemmeside og eventuel omtale af kommende arrangementer på Nordsøposten, men det nemmeste er at blive fæstebonde og få alle informationer direkte i sin gode gamle postkasse… prøv det…
Foto: Elling