For mange danskere er haven et fantastisk frirum, der pirrer alle sanser. Haven er ofte et naturligt og fredfyldt sted, hvor sindet finder ro, øjnene bliver betaget af smukke former og farver, næsen finder vej til de mange behagelige blomsterdufte og ørene bliver fascineret af yndefulde fuglestemmer og måske endda af lyden fra rislende vand. Dem der har oplevet det og mærket, hvorledes en have med dens mange haverum kan virke som en modpol til dagens stress og jag, vil for alt i verden ikke undvære den.
Haveglæde er derfor:
• at opleve naturens forunderlighed helt tæt på
• den idyl, fred og ro du kan opleve i en smuk anlagt prydhave
• den oplevelse der er ved at fremavle egen frugt og grønt
• når alle ens sanser bliver tilfredsstillet af en gåtur rundt i haven
• at dele ens havepassion med andre i et socialt havefællesskab
I håb om, at flere må opleve følelsen af, at en dejlig have ikke blot er en byrde, hvor der skal slås græs og klippes hæk, men et sted, der forholdsvis nemt kan forvandles til et personligt livgivende, og smukt ”paradis”, der bidrager til ens velvære og positive sindsstemning og som ovenikøbet også kan supplere husholdningen med lækkert frugt og grønt, inviterer Haveselskabet nu i samarbejde med passionerede haveejere til Havefestival i Vrå.
Vrå Havefestival, som finder sted den 26. & 27. august kl. 10:00 – 16:00, giver mulighed for at alle ganske gratis kan komme og opleve nedenstående fem forskellige åbne haver, der hver især er spændende og interessante:
• Åse Agerbæk, Berberisvej 18, 9700 Brønderslev – Charmerende gårdsplads. Stor vinterhave. Dejlig terrasse med bassin. Urtekasser og drivhus. Landbohave fyldt med roser, skæreblomster og biodiversitet samt salg af smuk keramik.
• Inger Iversen, Højskolevej 4, 9760 Vrå – En stor, frodig vild have med blomster året rundt og masser af plads til dyrelivet. Skovhave med drivhus. Staudehave samt kvadrathave med højbede. Stenbed & havedam m.v.
• Louise og Casper Djernæs, Dyrlægegården 3, 9760 Vrå – Et uendeligt projekt i konstant udvikling. Som en blandet buket af smukke blomster, hvor det store orangeri ikke blot danner centrum, men er ”havens perle”.
• Bjarne Jørgensen, Vestergårdsvej 23a, Høgsted, 9760 Vrå – Mindre landbohave med fokus på stammetræer, stauder og surbundsplanter smukt arrangeret mellem rødder og marksten. Stort og spændende plantesalg.
• Brændgaards Have, Gartnervænget 31, 9760 Vrå – Mindre parcelhushave med fokus på alpine stenbed fuld af sjældne planter. Spændende skærehave fyldt med smukke stauder, pergola, ”driverhus”, terrasser med mange krukker samt salg af overskudsplanter fra haven.
Besøger du en eller flere af de fem haver, vil du med garanti blive inspireret og få masser af haveideer med hjem. Undervejs vil der også blive serveret kaffe/the og måske lidt sødt til ganen. De passionerede haveejere er ofte også åbne for en skøn og hyggelig havesnak og flere af haverne tilbyder også spændende plantesalg og sågar salg af smukt keramik/Stentøj.
Deltagelse i Vrå Havefestival er som nævnt ganske gratis og uforpligtende. Det koster blot lidt tid, at besøge en eller flere af de fem haver, som har åben i ovennævnte tidsrum. Til gengæld vil du som gæst få inspiration og en haveoplevelse udover det sædvanlige. Du vil opleve at de fem meget forskellige haver på hver sin måde bidrager med noget fantastisk smukt og positivt.
Forhåbentlig vil det få haveglæden til at sprede sig som ringe i vandet og når weekenden er omme vil både haveejere og havegæster være fyldt med ny energi, inspiration, glæde og taknemmelighed over hvor livgivende en have kan være.
Ønsker du mere information om Vrå Havefestival eller de mange andre spændende arrangementer, som Haveselskabet arrangerer i dit lokalområde, kan du læse mere på deres hjemmeside.
Haveselskabet er en almennyttig, non–profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.
Haveselskabet udgiver Danmarks bedste havemagasin “HAVEN”, som vores medlemmer modtager 10 gange om året. “Haven” kan ikke købes i løssalg i butikkerne.
Gennem Haveselskabets Rådgivning har medlemmerne gratis adgang til landets dygtigste haveeksperter. Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.
Læs mere hos Haveselskabet.