Sundhedsstyrelsen har besluttet, at der skal gives tilbud om tredje vaccinationsstik til beboere på plejehjem og til borgere med svært nedsat immunforsvar.
Det bliver på plejehjemmet Toftehaven i Sulsted, at der første gang bliver givet tredje vaccinationsstik til en af plejehjemmets 22 beboere. Det sker mandag 13. september kl. 12.45.
– Vi har arbejdet intensivt med at planlægge det nye vaccinationsrul i samarbejde med de nordjyske kommuner og de praktiserende læger i regionen. Nu kommer vi i gang, så de mest sårbare borgere kan opnå ekstra beskyttelse mod covid-19, fortæller chefkonsulent Anders Cinicola fra Region Nordjylland.
Det er praktiserende læger i Nordjylland, der kommer til at vaccinere på plejehjemmene, og det foregår i tæt samarbejde med kommunerne og regionen. Selve indsatsen med at give tredje stik på plejehjem forventes at strække sig over godt et par uger.
Der er også sendt invitationer ud til borgere med svært nedsat immunforsvar, der er vurderet til at skulle modtage tredje stik. Disse borgere skal selv booke tid eller dukke op i et fast vaccinationscenter.