Der skal angiveligt luges ud i de bureaukratiske benspænd og besværlige regler, som i dag hæmmer udviklingen i de danske landdistrikter.
Det er regeringen sammen med forligspartierne Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti blevet enige om i en ny planlovsaftale. Liberal Alliance er part i dele af forliget.
Den nye aftale løsner op for de firkantede paragraffer og snærende bånd, der i dag spænder ben for den lokale udvikling og det lokale initiativ. Alt sammen med respekt for natur, biodiversitet og åbne kystlandskaber.
Med ændringerne i planloven vil forligskredsen blandt andet:
– Give mere frihed til lokal by- og landsbyudvikling, så byer og landsbyer får bedre mulighed for at udvikle sig i tråd med lokale ønsker
– Give bedre mulighed for at ombygge og ændre overflødiggjorte bygninger i landdistrikterne
– Give mulighed for at etablere 2.500 nye sommerhuse i kystnære områder
– Give bedre mulighed for at bruge overflødiggjorte bygninger til turismeformål
– Åbne for 10 nye forsøgstilladelser til kyst- og naturturisme
Initiativerne skal være med til at skabe mere vækst og liv i landdistrikterne og samtidig gøre det lettere for borgere, iværksættere og virksomheder at tilpasse deres bolig og udvikle deres virksomhed, uden at unødvendige regler spænder ben.
Flere af initiativerne i aftalen fokuserer på at skabe nye muligheder for udvikling i kystnærhedszonen, udvikling af eksisterende landsbyer og bedre brug af eksisterende bygninger til bl.a. turismeformål. På den måde åbner aftaleparterne op for at udnytte nogle af de eksisterende bygninger til nye formål, så de ikke skal stå og forfalde, men kan bidrage til at skabe bedre rammer for lokal udvikling.
Som et vigtigt bidrag til at styrke og frisætte landdistrikterne er aftaleparterne derfor enige om at implementere dele af regeringens landdistriktsudspil, der blev præsenteret den 22. august 2024, og dermed gennemføre en række ændringer af planloven og anden relevant lovgivning, så man hurtigst muligt kan mærke forandringerne i lokalsamfundene.
Foto: By-, Land- og Kirkeministeriet.