Den 24. december 2020 sendte EU regningen for Brexitaftalen med UK direkte videre til de europæiske fiskere. For dansk fiskeri har det betydet at der manglede mere end 30.000 tons fisk i regnskabet for 2021, og at man har afstået kvoterettigheder for mere end 1 mia. kr. Med dagens aftale i folketinget er der udsigt til at noget af det hul Brexit har skabt nu lukkes.
”Det er først og fremmest en ukuelig indsats fra Søren Gade og hans kollegaer i Venstre, at vi nu står i en situation, hvor EU anerkender det danske kvotesystem og anerkender at fiskerne skal kompenseres direkte for de kvoterettigheder, som brexit har taget fra dem. Vores krav blev i første omgang afvist i Bruxelles, men med hjælp fra Søren Gade i Europa-Parlamentet lykkedes det at sikre et regelsæt, som også rummer de helt særlige udfordringer for danske fiskere efter Brexit. Med muligheden for direkte kompensation er sektoren langt bedre rustet til at fortsætte den grønne omstilling i fiskeriet,” lyder det fra Fridi Magnusen, fiskeskipper og formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation, der fortsætter:
”Dansk fiskeri har direkte indflydelse på godt 16.000 arbejdspladser i de danske kystsamfund til gavn for dansk eksport og for livet i Vandkantsdanmark. Fiskeriet har før måtte omstille sig, og i dag har vi et erhverv, der er både økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig. Brexit har skabt en usikker fremtid, hvor vi skal tilpasse os reducerede fiskerimuligheder. Med dagens aftalen skaber man ro om økonomien i sektoren. Jeg er glad for, at Regeringen nu har leveret på det løfte man gav os før Brexit om at holde hånden under sektoren, og så er jeg særligt glad for Folketingets beslutning om at tage fat på arbejdet med at drøfte, hvordan dansk fiskeri skal se ud om 5, 10, 15, 20 år, uddyber Fridi Magnusen.
– Kompensationen er et vigtigt udgangspunkt, men det er rammevilkårene som kommer til at definere vores evne til at udvikles os i takt med resten af erhvervslivet, vores muligheder for at tiltrække talentfulde unge mennesker og ikke mindst lykkes med målsætningen om et fiskeri med minimal miljø- og klimapåvirkning. Dagens aftale er et vigtigt skridt i grønnere retning, slutter formanden for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
Om DPPO
Med et langsigtet fokus på bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne, fødevarekvalitet og rentabilitet arbejder Danmarks Pelagiske Producentorganisation for at sikre de bedst mulige vilkår for medlemmerne nu og i fremtiden. Danmarks Pelagiske Producentorganisation er hovedorganisation for danske fiskefartøjer, der fisker pelagiske fiskearter som sild, makrel og hestemakrel til konsummarkedet samt tobis, brisling, blåhvilling, sperling og havgalt til produktion af mel og olie. www.dppo.dk.
Link til relateret artikel
Rasmus Prehn (S): Aftale om kompensation til fiskere efter Brexit