Onsdag den 2. april åbner et nyt tappested på Frederikshavn Sygehus. Blodbanken er allerede nu klar til at tage imod nye donorer – også de donorer, der i en årrække ikke har kunnet give blod, grundet for lang afstand til et tappested. Åbningen markeres med besøg fra bl.a. regionsrådsformanden og bestyrelsen fra Bloddonorerne Vendsyssel.
Efter en årrække uden tappested kan bloddonorer igen tappes i Frederikshavn fra 2. april 2025. For nu vender blodbanken tilbage til Frederikshavn Sygehus, og det er til stor glæde for formand for Bloddonorerne Vendsyssel, Per Højen:
“Det er jo en festdag, for endelig kan vi blive tappet i Frederikshavn igen, og vi håber, at nordjyderne er klar til at bakke op,” siger han.
Den store blodbank i Aalborg fokuserer i højere grad på plasmatapninger, så det er ekstra vigtigt, at de mindre tappesteder kan løfte opgaven om at tappe nok fuldblod til regionens kræftpatienter, ulykkesofre og andre patientgrupper, der får gavn af blodet.
“Udover at vi bidrager til at løfte det vigtige ansvar, så bringer det nye tappested muligheden for at gøre en forskel tættere på flere potentielle donorer, og denne tilgængelighed er vigtig,” fortæller Per Højen.
Festlig åbningsdag
På åbningsdagen onsdag den 2. april vil Per Højen og andre bestyrelsesmedlemmer fra Bloddonorerne Vendsyssel være til stede og klar til at byde donorerne godt velkommen til den nye blodbank.
Den officielle indvielse er kl. 14:30, hvor regionsrådsformand, Mads Duedahl, lægger vejen forbi tappestedet. Blandt gæsterne på dagen er også medlemmer af regionens Sundhedsudvalg, og åbningen fejres desuden med bobler og kransekage.
Vigtigt med lokal opbakning
Per Højen understreger vigtigheden i, at lokalsamfundet bakker op om den nye blodbank.
“Det gælder selvfølgelig de enkelte borgere, men i den grad også det lokale erhvervsliv,” fortæller Per og uddyber:
“Der ligger både virksomheder og uddannelsesinstitutioner i området, og det bidrager til nye donorer, hvis f.eks. arbejdspladser gør det muligt for deres ansatte at give blod i arbejdstiden. Bloddonorer redder liv, og det kommer os alle til gode,” afslutter han.
Bliv bloddonor
Den nye blodbank ligger på Regionshospital Nordjylland, Barfredsvej 83, 9900 Frederikshavn og har
åbent mandage 8.45-15.15 og onsdage 9.45-18.15.
For at blive bloddonor skal du overordnet:
- Være sund og rask Være mellem 17 og 65 år
- Veje mindst 50 kg
Du kan tilmelde dig på Bliv bloddonor.