Denne nye udgivelse handler om ”Efterkrigstiden om hverdagen 1945-1950”, og kan allerede nu købes på forlagets hjemmeside https://www.besaettelsenijylland.dk og hos landets boghandlere. Begge steder kan man også købe de tidligere udgivelser i serien.
Det helt nye bind 6, del 1 dækker områderne Vendsyssel, det nordlige Himmerland, Thy, Mors, Struer, Skive og over til Hobro. Bind 6, del 2 udkommer til september 2023 og har den øvre grænse fra Struer, Viborg og over mod Hobro. Den dækker en del af Himmerland og Vestjylland, hele Midt- og Østjylland-områderne ned til nord for Fredericia og herfra i lige linje over til Ringkøbing.
Bind 6 er delt op i 2 bind på hver cirka 370 sider i A4-format
Mange af seriens læsere har ønsket lettere bøger. De bøger vi har udgivet siden 2017 vejer hver ca. 3 kilo. De er tunge og ej læsevenlige til sengebrug. Folk får skader på næsetippen når bogen falder ned på snuden efter at Ole Lukøje har været på besøg.
Om bind 6, del 1 ”Efterkrigstiden om hverdagen 1945-1950”
Bind 6. Del 1. og del 2. handler om efterkrigstiden i det Midt- og Nordjyske i perioden fra januar 1945 til nytåret 1950. Tiden efter befrielsen var slidsom, nøjsom, der var mangel på råstoffer, så som: kaffe, stof til tøj, læder til sko, benzin, margarine, ja selv én appelsin var meget svær at købe. Generelt prægedes perioden efter 1945 af en stor mangel på næsten alt hvad der kunne købes for nye penge. Danmark havde haft en pengeombytning i juli 1945. De sorte penge der var tjent under den tyske besættelse og lå under madrassen i værnemagerhjemmene, de blev værdiløse på en nat. Også folks bankkonti blev nøje gået efter.
Tyskerne havde med grundighed tømt statskassen efter de 5 forbandede år og danskerne tog arbejdshandskerne på.
Landet blev bygget op med forståelse, flid og arbejdsomhed.
I bind 6. del 1, der netop er udkommet d. 1. juni, har 6. klasse fra Højene Skole i Hjørring givet deres bidrag til historiefortællingen med 20 bogsider. Klassen har lavet et flot gruppearbejde om besættelsestiden. Eleverne har også skrevet om deres tanker og frygt om krigen i Ukraine, usikkerheden i Danmark og Europa, og har nedskrevet deres tanker om Ruslands evige trusler om endnu mere krig og atombomber. Hvad bliver der af os hvis krigen kommer? Sådan er nogle af tankerne hos børnene.
FORORD til bind 6. del. 1, af forfatter Pernille A. Pedersen:
Da jeg i 2017 udgav min første bog, bind 1, der handler om ”Vendsyssel under besættelsen”, skete der noget forunderligt for mig. Jeg havde en stærk følelse af, at jeg bare måtte videre med at skrive om besættelsestidens våbenmodtagelser. Under den tyske besættelse af Danmark var min morfar gruppeleder for en våbenmodtagegruppe ca. 15 km. sydøst for Hjørring. Under skriverierne gik det op for mig, hvor spændende det var at undersøge og finde frem til våbenmodtagepladserne.
Lige så interessant var det at finde personerne bag grupperne, der betjente pladserne, og de lokale ledere i de forskellige landsdele.
Min første tanke var, at det måske var lige en mundfuld ”for stor” at skrive om alle pladser i hele Danmark, og da jeg er en beskeden jyde, valgte jeg at skrive om pladserne i det midt-, øst- og vestjyske samt hele Nordjylland, hvor projektet havde sit udspring.
”Bossen” for alle de jyske pladser hed Anton Ingersøn Jensen, og lige netop Anton Jensen blev udnævnt til at være Europas dygtigste nedkastningschef. Den unge nordjyske tolder Jensen fik under besættelsen dæknavnet ”Toldstrup”, og efter befrielsen fik han af staten tilladelse til at bruge Toldstrup som efternavn!
Nu er alle Toldstrups aktive nedkastningspladser beskrevet i bindene 1 til 5. Hver eneste våbennedkastning er nøje omtalt, og det samme er pladsernes placering i den jyske muld med ”en bette” historie til. Bind 6, som du har i din hånd nu, afrunder hele serien med hverdagsfortællinger fra efterkrigstiden og blandede artikler fra Rigsarkivet. Der er også udklip fra dagspressen med artikler, som de blev skrevet for mange årtier siden.
Desuden er der gamle avisannoncer, der giver et glimrende tidsbillede fra perioden 1945 til 1950.
Som jeg plejer at skrive, er jeg ikke faghistoriker, og af den årsag kan min metode eller mangel på samme kritiseres. Mange, rigtig mange faghistorikere har skrevet til mig: ”Sådan ville ”jeg” som faghistoriker ikke have bygget bøgerne op.” Og det er så sandt, som det kan være, men derfor skriver jeg også, at jeg ikke er faguddannet historiker eller professor i faglitteratur.
Mine bøger er sat sammen på den måde, som jeg synes, en bog skal være, hvis jeg er læseren.
Jeg bruger også en tekststørrelse, der er nem at læse for svage ”ældre” øjne, og vigtigst af alt… jeg står inde for grundigheden i de indsamlede nye tekster, gamle beretninger og billeder fra besættelsestiden. Jeg undersøger nøje, om indholdet i de indsamlede materialer, beretninger og historier holder vand, eller der er blevet krydret lidt ekstra på historien over søndagskaffen, mens de gamle fortæller om krigen. Alder og hukommelse er ofte årsagen til små fejl med datoer og navne.
Mange timer er brugt ved min telefon og på mail sammen med de hjælpsomme mennesker, jeg har forstyrret, ofte efterkommere af frihedskæmperne. De skal have tak alle sammen.
Bøgerne er forsøgt skrevet således, at alle kan læse med, unge som ældre, uden indgående kendskab til lokalhistorie fra besættelsestiden. Bøgerne kunne kaldes folkebøger, for i hvert af de udkomne 6 bind i serien har lokalbefolkningen i de pågældende områder via lokale medier været inddraget i tilblivelse af bøgerne. Hver bog har også fået hjælp fra specialister på hver sit fagområde vedrørende besættelsestiden i Danmark.
Selvom hvert bind i serien er på over 700 sider, er det svært at få alle hændelser og historier med. Jeg holder meget af det, afdøde historiker og museumsdirektør i ”Den Gamle By” i Aarhus, Erik Kjersgaard, sagde i TV og på tryk: ”Det er forfatteren, der udvælger, hvad der skal med i bogen; der er ikke plads til det hele!”
Bøgerne er blevet fremstillet med frivillig og gratis hjælp fra folk, der har bidraget med en håndsrækning til hvert bind i form af korrekturlæsning og indsamling af arkivalier.
Der har været fremstilling af hjemmesider i forbindelse med alle udgivelser, samt formidling af omtale og reklame for serien ude i samfundet. Jeg vil takke alle dem, der har hjulpet med disse aktiviteter. Også en meget stor tak for pressens store villighed til at skrive om projektet og dermed formidle kontakten mellem forfatteren og folkene i lokalsamfundene.
En stor tak til statens arkiver og lokale arkiver i alle kroge af landet, som har været enormt hjælpsomme. Tak for det!
Boghandlerne, internetforretningerne, museerne og lokale forretninger takkes for indsatsen med salget. Det er nemlig svært for et mikroforlag at nå ud til køberne, og betalt reklame er umulig med et meget lavt budget.
Bøgerne fremstilles med delvis økonomisk hjælp fra firmaer, fonde og private. Ingen bliver lønnet, ej heller forfatteren eller forlæggeren. ”Forlaget Vrejlev” tjener ikke en krone på udgivelserne. Et evt. overskud på seriens planlagte 6 bind doneres til Frihedsmuseets Venners Fond et år efter, at sidste bind er udgivet.
Er der fejl i tegnsætningen/grammatikken må læserne bære over med et smil, for der er kort og godt ikke økonomiske midler til professionel korrekturlæsning og grafisk assistance. De to nævnte områder ville have forøget bogens salgspris væsentligt.
Tak til forlæggeren Ib Vestergaard, Hjortshøj Møllevej 83, Hjortshøj, som siden 2017 har muliggjort, at alle 6 bind blev til virkelighed med fantastisk økonomisk støtte for at holde ”Forlaget Vrejlev” i live.
Tak til Kris Dissing, Dronninglund, tidligere lærer og skoleinspektør i den danske folkeskole, som har slidt sig igennem tæt ved 4.400 sider for at finde mange af mine grammatiske fejl og spidsfindige ”ordvendinger”.
Tak til Søren Flensted. Uden hans hjælp havde vi ikke så præcise oplysninger om de flere hundrede våbennedkastninger, der er omtalt i bøgerne.
Tak til revisor Peter Mørkved, REVISION+, i Risskov for din store frivillige hjælp med regnskaberne siden 2017.
Måtte bøgerne blive læst som det, de er: Et minde om år i Danmarks historie, hvor et folk gik i kamp mod en overmægtig fjende for at genvinde friheden og sit lands ære. En kamp sammen med vore store allierede, som til sidst resulterede i sejr og frihed til det danske folk.
Af Pernille Ann Pedersen.
Den 27. april 2023.
ANMELDELSE AF: ”Efterkrigstiden om hverdagen 1945-1950”
Modstandsmanden, Knud Christensen, anmelder projektet 2023:
De monumentale modstandsbøger
Med denne bog om efterkrigstiden i 1945/50 afslutter forfatteren Pernille Ann Pedersen en serie på seks beretninger om modstandskampen mod den tyske besættelses-magt i Nordjylland fra 9.april 1940 til 5. maj 1945. Det er et tungtvejende, historisk værk, der her er skabt af en ildsjæl uden akademisk og faglig uddannelse, men med en opbygget indsigt og et engagement, som sætter hendes arbejde i særklasse. Værket er utvivlsomt det største og mest omfattende om modstandsbevægelsen i den nordjyske region.
Det er skabt på grundlag af et vældigt kildemateriale af indsamlede og indleverede private arkiver, beretninger og breve samt et væld af datidens dokumenter, illegale blade, tidsskrifter og aviser etc. og dækker modstandskampen i alle aspekter: Våbenmodtagelse, kontakt med England og Sverige, sabotage mod jernbaner og fabrikker, illegal presse, transport af flygtninge m.m. Også kampen mod besættelsesmagtens hæsligste afskygninger i form af Gestapo og SS med dets tortur, mord, vold og terror følges indgående. Ligeledes modstanden mod det officielle Danmarks kollaboration med det tyske regime, som fører til den 29. august 1943, hvor den foranlediget af modstandsbevægelsen og dens folkelige opslutning afbrydes. For mig var det den største og vigtigste dag under besættelsen.
Knud Christensen, Hirtshals. *03.04.1925.
6. klasse på Højene Skole i Hjørring anmelder projektet 2023
I starten af 2023 fik vi elever i 6. klasse en spændende opgave, hvor vi fik muligheden for at skrive til bind 6 i Pernille Pedersens bøger om besættelsestiden. Vi lånte samtidig nogle eksemplarer af ”Vendsyssel under besættelsen”, og det var rigtig spændende læsning. Pernille skriver så godt, at man nærmest lever sig ind i besættelsestiden, og det var meget lærerigt for os at læse om årene, hvor Danmark var besat af tyskerne. Bogen er god, fordi den indeholder mange fortællinger fra personer, der oplevede besættelsen, samtidig med, at der er mange interessante uddrag fra aviser og spændende billeder. De fleste dengang var bange og vidste ikke, hvor længe krigen ville vare, men vi synes, det var sejt og modigt, at nogle danskere gik med i modstandsbevægelsen og bekæmpede tyskerne, så Danmark kunne blive frit. Vi vidste ikke så meget om modstandskampen omkring Hjørring, hvor vi bor, og vi er blevet klogere på besættelsen i Danmark og Vendsyssel. Tak til Pernille og vores lærere Line Nysted og Henrik Hansen, for at vi må medvirke i bind 6.
6. klasse, Højene Skole, Hjørring den 4. maj 2023.