Trine Simmelkjær er ny formand i gymnastikafdelingen hos LIUF, Lundergård Idræts- og Ungdomsforening.
Hun har den tidligere formand Mette Møller som næstformand. Mange kender sikkert den nye formand fra rulleskøjte-arrangementerne om fredagen.
Lige nu har hele bestyrelsen i LIUF Gymnastik travlt med at få styr på hvilke hold, instruktører, hjælpere med videre, der er klar til en ny sæson efter ferien.
Lundergård Idræts- og Ungdomsforening kan om godt et år fejre 50-års jubilæum. Foreningen blev stiftet den 12. juni 1975 af en gruppe lærere og forældre med tilknytning til Lundergårdskolen. Deres mål var at skabe et bredt tilbud af aktiviteter til områdets børn.
LIUF lægger stadig vægt på et bredt udvalg af udfoldelsesmuligheder for både børn og voksne, hvor der både er noget for krop og sjæl. Foreningen tilstræber, at der i det samlede tilbud er noget for alle uanset evner og eventuelle handikaps.
Foruden de traditionelle idrætsgrene har LIUF blandt andet følgende aktiviteter: Lundergårdrevyen, rulleskøjter, motionsboksning, julestævnet i fodbold, juletræ for de yngste, petanque for alle og ikke mindst Grundlovsløbet, som LIUF Løb arrangerer – næste onsdag den 5. juni.