I Galleri Mygdalhus er der ny kunst på vej ind ad døren, som forhåbentlig skaber genklang hos mange beskuere.
Det sker lørdag den 18. oktober. På gavlvæggen tager billedkunstneren og cykelrytteren Carsten Leth Lundhs billeder beskueren med ind i cyklingens og smertens univers, og podierne bliver fyldt med smuk keramik fra keramiker Jane Christiansens hånd.
Den nordjyske keramiker Jane Christiansen elsker at lege med ler. Hun afprøver lerets mange muligheder og finder nye veje i skabelsen af sine krukker og skulpturer. Glasurerne giver ligeledes mange muligheder for ’leg’ og eksperimenter som resulterer i nye udtryk. Ind imellem arbejder Jane Christiansen også med rakubrænding. Hendes værker fremstår som unika.
Carsten Leth Lundh skriver selv om sin kunst:
”PÓNOS – I Smertens Tjeneste
Jeg maler ikke cykelryttere – jeg maler det, der sker i mennesket, når det presses til grænsen.
Cyklingen og kunsten er mit spejl på livet: viljen, smerten, glæden og tomheden – de øjeblikke, hvor alt forsvinder.

Som tidligere eliterytter i Aalborg Cykle Ring har jeg kørt utallige kilometer på de nordjyske landeveje og bidt smerten i mig gennem alle årstider. Nu omsætter jeg disse erfaringer til olie på lærred, hvor bevægelse, intensitet og udholdenhed bliver til billeder.
Smerte er ikke et motiv, vi danskere søger, men vi fascineres alligevel af rytterne i Tour de France, der gennemlever tre ugers helvede af styrt, fysisk nedbrydning og psykisk pres. I cykelsporten findes ingen barmhjertighed – går du i stå, er løbet kørt.
Mit billedsprog kombinerer barokkens dramatiske lys og futurismens energi. PÓNOS, det græske ord for smerte, handler ikke kun om lidelse, men om den kraft, der opstår, når vi tør møde den.
Jeg håber, at mine billeder kan mærkes – og minde os om, at vi alle bærer smerte. Når vi tør dele den, bliver vi ikke svagere, men mere hele – og mere levende.”
Galleriet byder på et glas og lidt snack, lørdag den 18/10 i åbningstiden fra kl. 11 til 16.
Jane Christiansen og Carsten Leth Lundhs værker er i Galleriet frem til fredag den 19/12.
Se evt. mere på www.carstenlethlundh.dk og https://the-biking-artist.dk/olimalerier/


