Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen besøgte i går Hirtshals til et møde med lokale repræsentanter for fiskeriet, fiskeriforeningsformand Niels Kr. Nielsen (Niller), næstformand Elin Tindskard, borgmester Søren Smalbro, auktionsmester Finn Møller og havnedirektør Per Holm Nørgaard. På mødet deltog endvidere formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend Erik Andersen.
Udgangspunktet for mødet var den aktuelle situation for dansk fiskeri med bl.a. udskydelse af CO2-afgiften samt det påtænkte forbud mod anvendelse af bundtrawl i vigtige fiskeriområder i Kattegat. Endvidere drøftedes regeringens nye fiskeriudspil ”En ny kurs for dansk fiskeri”, der blev præsenteret i sidste uge.
Udspillet omhandler i alt 34 initiativer indenfor områderne:

De 34 initiativpunkter udspringer af de anbefalinger, som Fiskerikommissionen præsenterede for et års tid siden.
Niller fortæller til NordsøPosten, at man havde et godt møde, hvor fiskeriets repræsentanter fik lejlighed til at orientere ministeren om fiskeriets store betydning for Hirtshals og det lokale erhvervsliv. Eksempelvis kunne havnedirektøren oplyse, at hele 64% af havnens virksomheder er relateret til fiskeriet.
Den ”brændende platform” udgøres iflg. Niller aktuelt af den truende CO2-afgift. Ganske vist er afgiftens ikrafttræden netop udsat til 2030, men endnu findes der ingen alternativer til bestående brændstoffer i fiskeriet, og regeringen har endnu ikke iværksat nogle initiativer til nyudvikling eller finansiering heraf. Niller frygter derfor, at der kan gå op mod 15 – 20 år før der er udviklet nogle anvendelige alternativer til dieslen.
En anden meget stor udfordring for fiskeriet er det planlagte forbud mod bundtrawl i de områder af Kattegat omkring Læsø, hvor der traditionelt fiskes mange jomfruhummere. En nedlukning af dette fiskeri vil iflg. Niller også få en betydelig negativ indvirkning på HG-bådenes indtjening og omsætningen på fiskeauktionen. En åbning her kan iflg. ministeren evt. være at tillade fiskeri med styrbare trawldøre, hvor havbunden ikke påvirkes.
Niller glæder sig over ministerens lydhørhed overfor fiskeriet, men er dog bevidst om, at det er den samlede regering og forligspartierne, der skal tages i ed, hver gang fiskeriets vilkår skal ændres. Det kan godt være op ad bakke, slutter fiskeriforeningsformanden.
Efter mødet i Hirtshals drog ministeren videre til møder på Læsø og Skagen med lokale repræsentanter for fiskeriet.
Læs mere her: Regeringen er klar med udspil om fremtidens fiskeri – Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Foto: Niller.