Tram Keiu Lien har trænet hårdt siden 2015 for at opnå de færdigheder, der skal til for at få lov til at gå til denne bælteprøve.
Lørdag skulle hun foran flere trænere og graduøren vise sit tekniske, taktiske, og mentale overskud. Første del af selve gradueringen består af basic teknikker, derefter viste hun flere forskellige figurserier. Dernæst ventede 10 kampe mod andre, der bærer det store bælte. Når alt dette var klaret, ventede adskillige fysiske styrkeøvelser. Alt i alt en hård omgang.
Tram Keiu Lien viste stort mod, viljestyrke og fysisk overskud gennem hele bælteprøven. Derfor var der ingen tvivl, da der skulle voteres. Hun fik af samme gode grund overrakt et diplom som bevis på sin nye flotte grad (1. Dan).
Traditionen tro må Tram Keiu Lien låne et sort bælte af en af sine trænere og benytte dette, indtil hendes nye sorte bælte kommer fra Japan.
Tram Kieu Lien var selvsagt meget glad for at modtage det sorte bælte, da det er bevis på mange timers hård træning, ihærdighed og grundlæggende forståelse for de japanske traditioner, herunder respekt, ydmyghed og disciplin.