Regionshospital Nordjylland får fra 1. november ny lægefaglig direktør, når Steffen H. Kristensen tiltræder. 52-årige Steffen H. Kristensen er uddannet speciallæge i lungemedicin.
Han kommer fra en stilling som lægefaglig konsulent i Kvalitet og Sammenhæng på Aalborg Universitetshospital, men har siden 1. september været udlånt som cheflæge for Gynækologi, Graviditet og Fødsel. Tidligere har Steffen H. Kristensen været lægefaglig leder for lungemedicinsk afdeling, Aalborg Universitetshospital.
– Med Steffen får vi en stærk leder med stor erfaring fra forskellige dele af hospitalsvæsenet. Med Steffen ombord i hospitalsledelsen får vi gode kompetencer til at udvikle faglighed, kvalitet og samarbejde på hospitalet. Vi ser meget frem til samarbejdet med Steffen, siger Frank Skriver Mikkelsen, hospitalsdirektør, Regionshospital Nordjylland.
Steffen H. Kristensen vil sammen med hospitalsdirektør Frank Skriver Mikkelsen og sygeplejefaglig direktør Charlotte Fuglesang udgøre ledelsen på Regionshospital Nordjylland.
Ser frem til at møde de ansatte
Steffen H. Kristensen ser frem til at træde ind i sin nye rolle som lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.
Med sig i bagagen har han stor erfaring med personaleledelse og trivsel, og han vil gerne være synlig og møde medarbejderne på afdelingerne.
– Det bliver vigtigt for mig at komme tæt på de ansatte og livet på hospitalet. Jeg vil meget gerne ud i enhver krog af Regionshospitalet og møde medarbejderne, så vi sammen kan blive ualmindeligt gode til det almindelige, og sætte skub i udviklingen i det faglige miljø og ikke mindst samarbejdet med det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis, siger Steffen H. Kristensen.
Steffen H. Kristensen har stor erfaring med udviklingsprojekter. Han har bl.a. været med i udviklingen af KOL-pakker, lungekræftpakker, en lungemedicinsk udredningsklinik og været med i styregruppen for telemedicinprojektet Telecare Nord.
– Steffen kommer med stor erfaring. Med ham som lægefaglig direktør får vi endnu en stærk profil i hospitalsledelsen, som kan være med til at fortsætte og udvikle de gode takter på Regionshospitalet. Jeg er sikker på, at han vil kunne bidrage til udviklingen af sundhedsvæsenet i Nordjylland og på nationalt niveau, siger Anne Bukh, koncerndirektør, Region Nordjylland.
Steffen H. Kristensen overtager stillingen efter, at den tidligere lægefaglige direktør Charlotte B. Rotbøl fik nyt arbejde på Sygehus Lillebælt. Overlæge Lars Winter Burmester har været konstitueret i stillingen og fortsætter, indtil Steffen H. Kristensen tiltræder.
Om Steffen Helmer Kristensen
- 1999 Cand. med., Syddansk Universitet
- 2008 Speciallæge lungemedicin, Aarhus Universitetshospital
- 2011-13 Master of Public Management, Syddansk Universitet
- 2013 Specialeansvarlig overlæge, Sygehus Lillebælt, Vejle
- 2014 Ledende overlæge, Regionshospitalet Randers
- 2019 Cheflæge, Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
- 2023 Ledende overlæge, Lungemedicin, Regionshospitalet Gødstrup
- 2023 Overlæge konsulent, Kvalitet og sammenhæng, Aalborg Universitetshospital
- 2024 Konstitueret cheflæge, Gynækologi, Graviditet og Fødsel, Aalborg Universitetshospital
Steffen H. Kristensen er 52 år, gift og med to voksne børn. I øjeblikket bosat i Hinnerup, men planlægger at flytte til Nordjylland i forbindelse med den nye stilling.