Hirtshals Turisme har netop udgivet endnu en flot og informativ lokalguide for Hirtshals, Tornby og Tversted-området.
Turistchef Laila Zielke fortæller, at guiden giver læseren et godt overblik over mulige overnatningssteder, spisesteder, attraktioner, naturoplevelser og events.
Samtidig er guiden på tre sprog; dansk, tysk og engelsk, så både danske og udenlandske gæster kan få glæde af de mange informationer.
Med på holdet i år har Laila haft Mette Skovsager, som i maj 2023 blev ansat som koordinator hos Hirtshals Turisme.
”Mettes stærke baggrund inden for sprog og kommunikation har været et stort plus i tilblivelse af lokalguiden”, fortæller Laila Zielke.
Martensens Bogtrykkeri i Hirtshals har atter stået for opgaven med opsætning og trykning og igen i år har Hirtshals Turisme haft et godt samarbejde med Tversted Borger- og Turistforening og Tornby Turistforening.
Mange af de indbydende fotos har også lokal forankring. I guiden findes nemlig et væld af fine billeder, taget af lokale amatørfotografer.
Laila Zielke uddyber: ”Vi vægter lokalt samarbejde højt, og vi tror på at vi i fællesskab er stærkest og når længst ud. Der er samtidig stor opbakning fra annoncørerne, hvor vores tætte samarbejde med det lokale turismeerhverv er afgørende for at produktion af guiden er mulig.”
Laila fortæller i den forbindelse: ”Vi har igen valgt at have fokus på ferieophold hele året rundt. Vi er meget mere end sol, sommer og dasedage på stranden. Med valg af tekst og fotos og med en alsidig eventoversigt, vil vi i høj grad signalere at vi er en helårsdestination – med al den charme naturen og vores lokalområde byder”.
Et godt eksempel er Hirtshals Havn, især Vesthavnen. Her sætter mange turister stor pris på at følge livets gang året rundt. Derfor er Jollehavnen også valgt som forsidemotiv i den nye udgave af lokalguiden.
”Guiden er tænkt som både et opslagsværk og et inspirationskatalog for de gæster, som holder ferie hos os, men den er også målrettet vores mange transitgæster, som med lokalguiden i hånden forhåbentlig bliver inspireret og får lyst til at vende tilbage til området på et ferieophold på et senere tidspunkt”, slutter Laila Zielke.
Guiden distribueres til turismeerhvervet i Nordjylland samt til turistinformationer i hele Danmark og til infoterier langs E45.
Guiden kan også bestilles hos feriedanmark.dk og hos Hirtshals Turistinformation.
Desuden bliver guiden distribueret i sommerhusområderne.