Hirtshals Turisme har netop lanceret en ny og indbydende lokalguide, der giver et godt overblik over muligheder, når man besøger Hirtshals, Tornby og Tversted-området.
Ifølge turistchef Laila Zielke præsenterer guiden et bredt udvalg af informationer om overnatningsmuligheder, restauranter, seværdigheder, naturoplevelser og kommende events.
Publikationen er på 100 sider og er som sædvanligt på tre sprog – dansk, tysk og engelsk – så både danske og udenlandske gæster kan få glæde af indholdet.

”Vi har igen valgt at fokusere på, at vores område er attraktivt hele året rundt. Vi byder på meget mere end sommer, sol og strandliv,” forklarer Laila Zielke. ”Derfor pryder et billede af Husmoderstranden på en smuk novemberdag i solnedgang forsiden af årets lokalguide”.
Guiden fungerer både som et opslagsværk og en inspirationskilde for ferieglade gæster, og håbet hos Hirtshals Turisme er samtidig, at transitgæster får lyst til at vende tilbage for et længere ophold på et senere tidspunkt.
Lokalguiderne distribueres til turistaktører i Nordjylland, turistinformationer i hele Danmark samt infoterier langs E45. Derudover kan den bestilles via feriedanmark.dk og Hirtshals Turistinformation. Guiden kan også hentes hos Hirtshals Turistinformation og hos lokale turistaktører.
Det er 8. gang at Hirtshals Turisme udgiver lokalguiden for Hirtshals, Tornby og Tversted. Det kan, ifølge Laila Zielke, kun lade sig gøre via den store opbakning fra annoncører, lige som samarbejdet med bl.a. de lokale turistorganisationer i Tversted og Tornby også er af stor betydning.