Mandag den 29. juli kl. 18.00 har DK4 premiere på en ny lokalproduceret dokumentar udsendelse med titlen ”Visesang og lokalhistorie”, som er filmet i Lønstrup.
Tv-dokumentaren knytter egnshistorier i Vendsyssel sammen med blomstrende visesang i en søgen efter hvordan visesang gennem århundreder har viderebragt egnens lokalhistore fra generation til generation.
Vi får historien om den legendariske visesanger Inger Lauritzen, som døde i 2019, men hvis visesange stadig er populære i dag. Vi møder visesanger Lars Jacobsen, som bl.a. har skrevet en hyldestsang til Rubjerg Knude Fyr og vi besøger Lønstrup Kirke hvor Sognekoret, under ledelse af dirigent Vagn Egon Jørgensen, synger både nye og gamle visesange.
Historien sættes i højsædet når adjunkt i musik på Aalborg Universitet, Jens Anderson-Ingstrup, fortæller om, hvordan egnshistorier helt tilbage fra Middelalderen er blevet husket, netop fordi de blev omskrevet og fremført som viser. ”Visesang og lokalhistorie” har også korte glimt fra 2009 med Inger Lauritzen og Niels Hausgaard der fortæller om de to kreative visesangeres samarbejde.
En smuk, musikalsk og samtidig lærerig udsendelse om lokalhistorie og lokalt sammenhold.
Bag den nye dokumentar står det nordjyske produktionsselskab Gistrup Film, der gennem 25 år har leveret indhold til de danske tv-stationer. I denne udsendelse har tilrettelægger Janus Jacobsen og journalist Hasse Boe, med støtte fra Statens Kunstfond, sat fokus på hvordan lokalhistorie og musik i samklang kan give identitet og sammenhold.
Hasse Boe har tidligere arbejdet for Danmarks Radio, TvDanmark, TV2-regioner, flere dagblade og Folkekirken, men er i dag selvstændig journalist og forfatter.
Janus Jacobsen er medejer af Gistrup Film, tv-tilrettelægger og fotograf og har stået bag en række dokumentarudsendelser om bl.a. klima og politik optaget i hele Europa.
Udsendelsen “Visesang og lokalhistore” vil blive sendt hele 10 gange på DK4 hen over sommeren og efteråret, og den vil også blive gjort tilgængelig som streaming på internettet.