Weekenden er netop blevet en hel del bedre for en heldig nordjyde. Vedkommende ramte nemlig plet på de syv vindertal ved aftenens Lotto trækning. Det udløser en gevinst på svimlende 10 millioner kroner.
Den nybagte mangemillionær spillede med online og kan altså nu se frem til at få 10 skattefrie millioner kroner ind på kontoen.
Faktisk er aftenens vinder ikke den eneste dansker, der har haft heldet med sig denne weekend.
”Her fra Danske Spil skal der lyde et stort tillykke til alle ugens heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier. Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder større gevinster, så vi er sikre på, at overgangen fra almindeligt bemidlet til måske mangemillionær går så let og gnidningsfrit som muligt,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Tre nye millionærer lørdag aften
Det blev faktisk til hele tre nye millionærer ved lørdagens Lotto trækning. For vanen tro skal der også findes to vindere af Millionærgarantien, når der hver lørdag bliver trukket lod om 2×1 million kroner blandt alle spillede rækker.
Aftenens to vindere af Millionærgarantien:
- Den første heldige vinder havde købt sin kupon i Føtex Herlev Torv i Herlev og kan desuden glæde sig over en ekstra gevinst på 316 kroner på samme kupon. Således lyder den samlede gevinst på 1.000.316 kroner.
- Den anden vinder havde købt sin kupon i SuperBrugsen i Lystrup.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men ønsker dem alle et stort tillykke.
Vindertal Lotto 29. oktober 2022:
6, 7, 10, 17, 22, 32, 35
Tillægstal Lotto 29. oktober 2022:
18
Om Lotto
- Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften.
- Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2×1 mio. kr. blandt alle spillede rækker
- Den højeste gevinst blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.