Bekendtgørelsen regulerer en ny frivillig ordning, som betyder at fartøjer der udøver erhvervsmæssigt fiskeri med trawl efter jomfruhummer i Kattegat, tilknyttes én af nedenstående tre grupper:
Gruppe 1: Fartøjer med kamera til kontrolformål.
Gruppe 2: Fartøjer med kamera, dog ikke til kontrolformål.
Gruppe 3: Fartøjer uden kamera.
Fartøjsejere har frem til fredag den 28. februar 2025 til at vælge hvilken af de tre grupper, de ønsker at være en del af fremadrettet.
De redskabsregler, der for nuværende gælder for fartøjer med kameraudstyr i Kattegat vil dog kun gælde for fartøjer fra 1. januar 2025, hvis fartøjet var tilmeldt gruppe 1 inden den 1. januar 2025. Ellers skal fartøjerne følge de redskabsregler, der gælder for fartøjer uden kameraudstyr i Kattegat.
Fartøjsejere, der i 2024 var omfattet af krav om elektronisk monitorering i Kattegat, kan i 2025 vælge at indgå i en af nedenstående grupper:
Fartøjer med kamera til kontrolformål (Gruppe 1):
- Fartøjsejere, der ønsker at beholde kameraudstyret og indgå i en frivillig ordning om fortsat at videregive data til kontrol- og forskningsformål, skal indsende en skriftlig henvendelse på kamerakattegat@lfst.dk. Fartøjsejerne skal angive ”Gruppe 1 Kamera Kattegat, data til kontrol” i emnefeltet.
- Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skal godkende ansøgningen og fartøjsejeren skal underskrive en udlånsaftale for kameraudstyret.
- Ansvar for vedligeholdelse og drift af udstyret varetages af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
- Bindingsperioden er på minimum 12 måneder, dog med mulighed for udtrædelse inden 28. februar 2025, jf. § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1406 af 05/12/2024.
- Ophæves låneperioden efter den 28. februar 2025 og inden bindingsperioden på 12 måneder i en ny udlånsaftale er udløbet, skal låner dække omkostninger afholdt fra 1. januar 2025 til drift og vedligeholdelse samt en eventuel nedtagning af det elektroniske udstyr (ved overgang til gruppe 3).
2) Fartøjer med kamera, dog ikke til kontrolformål (Gruppe 2):
- Fartøjsejere, der ønsker at beholde kameraudstyret, men ikke videregive data til kontrolformål, bedes kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsen på kamerakattegat@lfst.dk. Fartøjsejerne skal angive ”Gruppe 2 Kamera Kattegat, overdragelse ” i emnefeltet.
- En overdragelsesaftale udarbejdes mellem fartøjsejeren og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Aftalen overdrager det elektroniske monitoreringsudstyr, som Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har udlånt til fartøjsejeren under projektet om ”Elektronisk monitorering af jomfruhummerfiskeriet i Kattegat”. Overdragelse er kun mulig, hvis fartøjet har haft kameraudstyret installeret i minimum 12 måneder.
- Fartøjer i denne gruppe får ikke adgang til særlige vilkår og vil blive omfattet af krav om at råde over en vis årsmængde af torsk.
- Ansvar for vedligeholdelse og drift af udstyret vil fremover ikke blive varetaget af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
3) Fartøjer uden kamera (Gruppe 3):
- Fartøjsejere, der ønsker at udtræde af ordningen og få afinstalleret kameraudstyret bedes kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsen på kamerakattegat@lfst.dk. Fartøjsejerne skal angive ”Gruppe 3 Kamera Kattegat, afinstallation” i emnefeltet med henblik på afinstallation.
- Udgifter til afinstallation dækkes af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
- Fartøjer i denne gruppe får ikke adgang til særlige vilkår og vil blive omfattet af krav om at råde over en vis årsmængde af torsk.
Såfremt Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke modtager en tilbagemelding senest den 28. februar 2025, antages det, at fartøjsejeren ønsker at udtræde af ordningen og fremover være i gruppe 3, hvorefter Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil tage kontakt for afklaring og afinstallation af kamerasystemet.
Kilde: Fiskeristyrelsen.