Fredag morgen holdt Hirtshals Handel & Erhverv medlemsmøde på Hotel Skaga. Mødet blev indledt med 1 minuts stilhed, hvor man mindede afdøde herreekviperingshandler Johannes Nielsen, der døde den 23. september i en alder af 101 år. Johannes Nielsen var æresmedlem af HHE og mødte sin høje alder til trods altid op på foreningens årlige generalforsamling, hvor han aldrig undlod at give udtryk for sine holdninger!!
På mødet var der flere interessante indlæg. Bl.a. kunne formanden for Byforum Hirtshals John Kongerslev fortælle de fremmødte, at man nu har fundet en ny placering til det meget omtalte kunstværk Camino-skulpturen.
Initiativtagerne – Byforum Hirtshals og Hjørring Kommunes Kunstudvalg har tidligere fået bevilget tilladelse til opsætning af skulpturen ved Havudsigten på Leret i Hirtshals. Denne placering ville medføre, at den nuværende sorte granitskulptur på stedet ”Fowli” af kunstneren Anders Friis skulle flyttes – evt. til rundkørslen ved Hjørringgades udmunding i Kystvejen.
Planerne om flytning af ”Fowli” medførte nogen meningsturbulens i lokalmiljøet, hvilket truede med at overskygge de mange fantastiske projekter, som Byforum allerede har realiseret. Bl.a. var tidligere borgmester Knud Størup dybt rystet over planerne om flytningen og mindede om, at den flyvske skulptur var en gave til Hirtshals fra vognmand Carsten Andersen og hustru Ann Andersen. Størup oplyste i den forbindelse om, at det var en klar aftale med giveren, at skulpturen skulle placeres på Leret, da den kræver lys og rum, hvilket den har derude på kanten, hvor den er klar til at lette ud over havet.
Byforum og Hjørring Kommunes Kunstudvalg har nu i respekt for den oprindelig aftale med giverne og de lokale reaktioner fundet en ny velegnet placering af Camino-skulpturen, der som bekendt er et symbol for Hærvejs-og Pilgrimsruten. En placering tæt ved Udsigtsstien er valgt og tilladelse hertil givet fra grundejeren Hjørring Kommune og dispensation fra Fredningsnævnet for Nordjylland til opstillingen er opnået (markeret med en rød prik på luftfotoet) ved P-pladsen på hjørnet af Kystvejen/Vestmolevej.
Valget af den nye placering bygger på relevans og attraktionsværdi, oplyser John Kongerslev. Placeringen er bynær – tæt på Hærvejens start/slutpunkt i Hirtshals bymidte – og vil her fremtræde som en tydelig markering af den lokale port til Hærvejens rute gennem Danmark og videre til Pilgrimsruterne gennem Europa med vandringsmål i Santiago de Compostela i Nordspanien.
Der foreligger støttetilsagn til realisering af projektet. Leveringsaftale er indgået med billedkunstner Laila Westergaard. Arbejdet med udhugning af skulpturen opstartes i sommeren 2024, og opstilling forventes at ske i sensommeren 2025, slutter John Kongerslev.