Lige inden middag denne mandag var Poul Ledet ude at svinge fluestangen ved Liver Å. Efter mindre end 15 minutters fiskeri krøllede fluestangen totalt sammen, og tanken om en stor flot majspringer røg igennem hovedet på Poul.
Efter en hård fight og tre landingsforsøg lykkedes det Poul Ledet at nette en usædvanlig stor og flot bækørred. Fisken stod desværre ikke til at redde, da den blødte voldsomt fra gællerne, men den har med meget stor sandsynlighed også bidraget til stammen af ørreder i Liver Å med gydninger et sted imellem 5 til 7 gange. Så når alt kommer til alt har den gjort sit til at bevare Liver Å stammen af flotte fisk, fastslår Michael Ejstrup fra Liver Å Lystfiskerforening.
Stort tillykke derfor til Poul Ledet med den hidtil største stangfangede bækørred i Liver Å Lystfiskerforenings historie også fra os hos NordsøPosten. Fisken målte imponerende 74 cm. og vejede hele 4,8 kg. Der er taget skælprøver af fisken, så det bliver spændende at se alderen på den.
– Fisk i den kaliber er uhyrer sjældne, men vi ser faktisk bækørreder i den kaliber ind i mellem, når vi elektrofisker efter moderfisk. To grunde til vi ser så store bækørreder i Liver Å systemet er, at vi har nogle af landets hurtigst voksende bækørreder, og fordi foreningens medlemmer genudsætter bækørrederne igen. Men ind i mellem kan det ikke undgås, at der er nogle fisk, der tager skade og ikke kan genudsættes forsvarligt, forklarer Michael Ejstrup.
Nyd billederne, samt knæk og bræk til alle. Håber snart vi ser et par store blankfisk i åen, for de er uden tvivl på vej op nu.
Foto: Privat.
Til lykke med din fangst, det her hender ikke hver dag 🥳..