Ny sæson starter den 2. september i Svømmeklubben Nejst. Denne sæson starter klubben også deres nye medlemssystem og ny hjemmeside.
Det betyder nu, at man betaler ved tilmelding, og er først tilmeldt holdet, når der er betalt. Du tilmelder ved at scrolle nederst på siden, hvor der er info om det hold, du vælger.
Husk, at når du har lavet en profil for dit barn eller dig selv, skal du blot logge ind på denne næste gang, du skal tilmelde et hold. Du opretter med dit barns navn og fødselsdato, men bruger din egen mailadresse samt telefonnummer.
– Svømmeklubben Nejst tilbyder som altid svømmeundervisning for børn og voksne i alle aldre. Klubben er primært en breddeklub, hvor grundprincipperne er, at det skal være sjovt at gå til svømning. Derfor handler undervisningen på børneholdene specielt om at lege svømmefærdighederne ind, fremfor at svømme bane efter bane, fortæller Lise Boie Christiansen fra Svømmeklubben Nejst.
Den nye hjemmeside samt det nye medlemssystem er nu fremtidssikret i forhold GDPR regler og sikring af alle personfølsomme oplysninger, og måden at tilmelde på er nu tidssvarende og sikret. Hjemmesiden er stadig under opbygning og mangler opdateret info nogle steder – dette kommer i løbet af efteråret.
– Kom og vær med til meningsfuld aktivitet, hvor man kan lege sig til at færdes sikkert i vand, samtidig med at kroppen arbejder. Man forbrænder næsten lige så meget ved at svømme som ved at løbe, men uden at overbelaste knogler og led.
Vi ses i Svømmeklubben Nejst, slutter Lise Boie Christiansen.