Roger Whittaker genopstået? Lars Jakobsen fløjter på ny udgivelse i sangen ”Efterårsdag med magi” og en ven sagde grinende, at her har vi den nye Roger Whittaker.
– Det er rigtigt, at der fløjtes i starten af sangen. Sangen er en stille, følsom sang og man skal kunne mærke den helt særlige stemning, man kan opleve på en solskinsdag ved stranden om efteråret, fortæller Lars Jakobsen.
– Derfor ledte jeg efter et instrument, som kunne fremkalde den rette stemning, for eksempel en sprød violin. Men efter lidt snak frem og tilbage i studiet med producer Ronny Caspersen, blev vi enige om at prøve det medfødte ”instrument”, nemlig at fløjte, tilføjer musikeren fra Lønstrup.
Det virkede fint, og efter mange forsøg på at ramme den rigtige fløjtetone blev læberne efterhånden justeret, så der blev fløjtet rene og sprøde toner.
– For at skabe den helt rigtige vestkyststemning, har vi optaget lyd på stranden i Lønstrup. Lyden ligger fint under musikken og understreger den særlige stemning ved kysten, fortsætter Lars Jakobsen.
– Når man bor ved kysten, her i Lønstrup, så oplever man hele stemningsregistret ved havet, lige fra storm, regn, rusk og oppisket hav til de få dage med havblik, solskin og en helt særlig poetisk stemning.
Det sidste oplevede musikeren en dag i oktober. Solen skinnede klart, blå himmel og et hav, der lignede et spejlblankt tæppe. Betagende og et af de øjeblikke, der får en til at opleve naturens storhed. Deraf sangen.
Nu er den så klar til aflytning efter mange ugers arbejde i studiet hos Ronny Caspersen. Sidstnævnte står for at spille instrumenterne og at mixe det hele sammen som en anden kok, der skal få alle de skønne smage sat sammen til en lækker ret.
– Jeg har skrevet tekst og melodi og synger sangen, slutter Lars Jakobsen.
Sangen udgives digitalt den 1. juni. Det vil sige, at den ligger på Youtube, Spotify og lignende steder og på hjemmesiden www.loenstrupmusik.dk.
Allerede nu kan den imidlertid høres her: