Af Betina D. Jensen
Formand Hjørring Handel
Hjørring Handel står over for en spændende ny tid med lanceringen af den nye strategi: Hjørring Alliancen.
En strategi der bygger på stærke partnerskaber, fokus på Hjørrings styrkepositioner og en klar retning for byens udvikling.
Hjørring Alliancen er skabt for at styrke vores handelsliv ved at rette skarpt fokus på shopping, kultur, sport events, turisme og gastronomi. Vi ønsker at skabe synlighed og sammenhold ved at understøtte og udvikle stærke signaturoplevelser og gøre Hjørring til en endnu mere attraktiv by at bo, handle, gæste og investere i. Gennem et tæt samarbejde mellem erhvervsliv og kommune vil vi skabe en dynamisk fremtid for Hjørring by.
Vi er en organisation, der gennem de seneste år har styrket sin position og indflydelse. Vores stemme er blevet hørt, men vi skal arbejde for at gøre den endnu stærkere. Hvis vi vil sikre en positiv udvikling for vores by, må vi samle endnu flere medlemmer og større partnere i en ny ALLIANCE for Hjørring. Sammen kan vi skabe en by, der ikke kun er attraktiv at handle i, men også at besøge, bo, arbejde og drive virksomhed i.
Tak til jer der har bidraget med input til strategien, det har hele tiden været vigtigt for bestyrelsen, at alle kan se sig selv i strategien, og at det er en fælles strategi, som skaber udvikling, men også holder fast i vores rødder og historien.
Skal vi være det nye København? NEJ! Vi er ikke København, og ønsker heller ikke at være det – vi skal fastholde og udvikle vores styrker, og fortsat afholde vores traditionelle aktiviteter som f.eks. Byfest, Sommerby, Julebelysning og Hjørring Gavekort. Det, der er unikt hos os er, at vi er store nok til at gøre en forskel, men også små nok til, at dyrke fællesskabet og møde dem vi kender, når vi er i byen. Men for at styrke Hjørrings position, skal vi tænke nyt og større.
Ingen kan skabe fremtidens Hjørring alene. Kun gennem samarbejde, partnerskaber, alliancer og en fælles vision kan vi løfte byen til nye højder. Vi har allerede taget store skridt i den rigtige retning, men der er stadig meget at gøre. Lad os stå sammen og sikre, at Hjørring bliver en endnu stærkere, mere attraktiv og levende by.
Vi er stolte over, at så mange lokale aktører bakker op om Hjørring Handel. Vi har fået en del tilkendegivelser, som også vil blive delt her de kommende dage. En af dem er fra Hjørrings Borgmester Søren Smalbro der udtaler:
Det er godt set af bestyrelsen for Hjørring Handel – Foreningen har gjort det godt i rigtig mange år, men tiderne ændrer sig, og med denne strategi rammer de noget, som jeg personligt tror, er det helt rigtige for Hjørring By. Der er mange styrker at prioritere i vores kommune – vores hovedby er en af dem. Jeg bakker op om strategien og ser frem til at følge dens udvikling. Samtidig stiller jeg mig til rådighed for bestyrelsesmøder og medlemsmøder, når der er behov for det – for et stærkt samarbejde er vejen til vækst, og liv i vores by og kommune.
Ligeledes støtter Christian Nygaard, formand for Vendelbohus, strategien med ordene (uddrag):
Jeg er meget begejstret for den nye strategi, som Hjørring Handel præsenterer. Særligt muligheden for at indgå i en kulturalliance med byens øvrige kunst- og kulturinstitutioner ser jeg som et stort skridt i den rigtige retning.
Hjørring har et rigt kulturliv, og med en fælles indsats kan vi skabe endnu mere synlighed omkring de mange kulturelle arrangementer i byen. Samtidig giver strategien os en unik mulighed for at samarbejde om nye, stærke signaturevents, der ikke blot kan brande Hjørring som en kulturdestination, men også tiltrække flere gæster – både lokale og udefrakommende. Jeg ser frem til at tage del i det arbejde og bidrage til at styrke Hjørrings position som en levende kulturby.
Hvad betyder det for medlemmerne?
Som medlem af Hjørring Handel er man en del af et partnerskab, hvor vi sammen skaber nye muligheder, får en større stemme, større økonomi, større events og målrettet markedsføring for både byen og medlemmerne.
Vi glæder os til at tage næste skridt sammen med alle vores medlemmer, og ser frem til at præsentere strategien på Hjørring Handels generalforsamling den 27. marts klokken 18 på Hjørring Kro.
Er der noget nyt eller !