Byrådet i Hjørring Kommune kan i aften med frigivelse af 900.000 kroner sætte gang i en ny toiletbygning i den stadig smallere, yderste klitrække ved Tversted Strand.
Det bliver første del af et større projekt ved den nuværende parkeringsplads ved Bådhuset.
Tversted Borger og Turistforening planlægger at starte byggeriet hurtigst muligt i 2025. Først nedrives den eksisterende toiletbygning, og herefter anlægges et ”dæk”, hvorpå i første omgang de nye, offentlige toiletter opføres. Som næste etape opføres sauna og foreningshuset.
Projektet vil, med bidraget fra Hjørring Kommune, nu være fuldt finansieret, blandt andet også med støtte fra Realdania.
Resume fra Hjørring Kommune:
I 2016 fremsendte flere foreninger i Tversted et projektforslag til forbedrede faciliteter på Tversted Strand, herunder nye offentlige toiletter. Efter dialog med foreningerne afsatte Byrådet 0,900 mio. kr. på Budget 2017 til formålet.
Projektet fik i 2017 afslag af Kystdirektoratet, men har nu i en tilpasset udgave fået dispensation og er tæt på realisering. Økonomiudvalget har godkendt ændringen fra det første større til det nu mindre projekt, og Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om det kan anbefale Byrådet at frigive bevillingen på 0,900 mio. kr.
Sagsfremstilling
I 2016 kontaktede flere foreninger i Tversted Hjørring Kommune med et projektforslag til nye og tidssvarende faciliteter til strandrelaterede aktiviteter rettet mod borgere og turister, på Tversted Strand. Forslaget omfattede også nedrivning af den eksisterende toiletbygning på stranden og etablering af nye offentlige toiletter.
Byrådet afsatte herefter 0,900 mio. kr. på Budget 2017, som kommunens bidrag til nye toiletter, men projektet opnåede på grund af sit omfang ikke dispensation fra Naturbeskyttelsesloven ved Kystdirektoratet.
Efter at have fået afslag på dispensation til opførelse af det nye aktivitetshus gik projektudviklingen i stå, indtil kommunen i foråret 2021 blev kontaktet af Tversted Borger- og Turistforening, der havde genoptaget idéen om et fælleshus for borgere og turister til strandrelaterede aktiviteter, denne gang med et væsentligt mindre bebygget areal.
Det tidlige projekt havde ophæng i Tversted Borger og Turistforening og Bindslev-Tversted Idrætsforenings Kajakafdeling, som manglede lokaler til klubaktiviteter og opbevaring af kajakker. BTI Havkajak har efterfølgende fundet andre, om end knap så funktionelle, løsninger på opbevaring, og arbejder nu for et nyt samlingssted på Tversted Fælled (Stadion). Bl.a. dette muliggjorde en væsentlig reduktion af det bebyggede areal – en reduktion, der dog ikke berørte antallet af offentlige toiletter.
Med det nye projekt gik kommune og borger- og turistforeningen igen i dialog med Kystdirektoratet. Dialogen, og et mindre, mere tilpasset projekt, førte til, at Kystdirektoratet i sommeren 2022 meddelte dispensation fra Naturbeskyttelsesloven, og dermed tilladelse til byggeriet. Herefter er der søgt landzonetilladelse og nu mangler kun en byggetilladelse.
På sit møde 12. juni 2024 godkendte Økonomiudvalget projektændringen ud fra et turismeperspektiv og oversendte sagen til Teknik og Miljøudvalget med henblik på frigivelse af den afsatte bevilling.
Økonomi
Der blev i forbindelse med budget 2017 afsat 0,900 mio. kr. til nye faciliteter på Tversted Strand under anlægsprojektet Tversted Aktivitetshus, som efterfølgende årligt er blevet overført som følge af den løbende projektafklaring.
Der ligger i forvejen offentlige toiletter ved stranden i Tversted, som trænger til fornyelse. Driften af de nye toiletter vil økonomisk indgå i den almindelige drift og vedligeholdelse af offentlige toiletter.
Sundhed
De nye og indbydende faciliteter på Tversted Strand vil appellere til en bredere benyttelse af de fysiske aktiviteter, der knytter sig til stranden og havet i Tversted. Dermed bidrages til en generel styrkelse af sundheden
Der har været enighed om at gennemføre projektet.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 20. november 2024, pkt. 13: Økonomiudvalget anbefaler, at indstillingen følges. Det gør byrådet så i aften.
Byrådet holder møde på rådhuset i Hjørring onsdag den 27. november 2024 kl. 18.00, og alle er velkomne til at overvære den åbne del af mødet og eventuelt stille spørgsmål – ved mødets start – om de punkter, der er på dagsordenen.
Vil du se dagsordenen til mødet – eller referater af tidligere møder, så finder du dem her – https://hjoerring.dk/demokrati/dagsordner-og-referater
En bygning som kan være væk om 5 år, det må da være spild af penge.