Flemming Nielsen, 47 år, er pr. 1. august 2023 ansat i en nyoprettet stilling som intern sælger hos Glaseksperten i Hjørring.
Flemming Nielsen vil beskæftige sig med udarbejdelse af tilbud og tilbudsopfølgning til Glasekspertens kunder på både det danske marked og på virksomhedens eksportmarkeder, som bl.a. tæller Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne. Han bliver en del af det nuværende interne salgsteam, der er travlt beskæftiget, og Flemming Nielsen vil være med til at sikre, at Glaseksperten også i fremtiden kan servicere kunderne bedst muligt.
Flemming Nielsen har stor erfaring med glas, da han kommer fra en lignende stilling som intern sælger i glasbranchen. Han har også tidligere arbejdet som salgskoordinator hos JKE-DESIGN.
Privat bor Flemming i Brønderslev med sin kone og to børn.
Glaseksperten ansætter også ny area sales manager
Daniel Jensen, 42 år, er pr. 1. september 2023 ansat som area sales manager hos Glaseksperten i Hjørring.
Daniel Jensen vil primært beskæftige sig med eksisterende og nye kunder på Fyn og til dels Sjælland, som en del af Glasekspertens strategi om at dække Danmark endnu tættere. Med bopæl i Søndersø på Fyn vil det da også være en geografisk kendt area sales manager, som de fynske kunder vil stifte bekendtskab med.
Daniel Jensen har en stor faglig viden om glas og glasbranchen, da han er uddannet glarmester og sidenhen har opbygget solid erfaring i en professionel trælast. Han kommer fra en stilling som ekstern sælger hos Stark Tommerup, hvor han sad med en loyal portefølje af små og store kunder.
Privat bor Daniel i Søndersø med sin kone Karina og er far til to børn.