Købmand René Ejstrup Larsen har fået nye boller på suppen hos Slagter Winther ved Spar på Margrethevej i Hirtshals.
Altså vel at mærke ikke de kedelige grå melboller, men proteinrige kødboller, da der er tale om en ny slagtersvend samt en ditto slagtermester.
Sidstnævnte er Per With Burskov, som er 50 år og bor med sin kone Lone i Hulsig. Han har to børn fra et tidligere forhold, nemlig Kathrine på 23 og Kasper på 21 år.
– Jeg blev udlært som slagter i Kvickly Brønderslev i 1993. Januar 1994 startede jeg som slagtermester på Bornholm, hvor jeg var i 3 år, inden jeg vendte hjem igen. Jeg har næsten arbejdet som slagter hele mit arbejdsliv, og i 2008 kom jeg til Aktiv Super i Hirtshals som svend, og efterfølgende slagtermester, da Bjarne gik på pension, fortæller Per With Burskov.
Da Aktiv Super lukkede i starten af 2013 blev han slagtermester i Coop i 5 år, inden turen gik til Meny i Frederikshavn, hvor han har været de seneste fem et halvt år. Da René manglede en mester, kontaktede han Per With Burskov, hvorefter de blev enige om, at slagtermesteren skulle retur til Hirtshals.
– Mine vigtigste opgaver er, at der altid er pæne og spændende udskæringer og nemme måltidsløsninger i kødboksen, og det skal være både til de unge, familien, de enlige og de ældre. Derudover skal jeg lede og motivere mine medarbejdere, så de synes at det er sjovt at gå på arbejde, uddyber Per With Burskov.
– Jeg kan bidrage med en masse gode ting til Spar, og jeg glæder mig til at lære flere at mine nye kollegaer at kende. Nogle kender jeg fra tiden i Aktiv Super, slutter Per With Burskov, som ser frem til at hilse på mange af de gode gamle stamkunder, hvoraf han allerede har hilst på en del af dem i butikken på Margrethevej.
Den nye slagtersvend er Marc Frederiksen, som er udlært hos Slagter Munch i Skagen i 2014. Der arbejdede han i nogle år efter endt uddannelse.
– Sidst har jeg været medejer af en slagterforretning i Frederikshavn, hvor jeg endte med at stoppe samarbejdet med den anden medejer, fortæller Marc Frederiksen, som efterfølgende på nettet fandt jobopslaget til stillingen hos Spar i Hirtshals.
– Jeg er ansat som slagtersvend og mine primære opgaver er at producere hjemmelavede produkter, skære kød og opfyldning af kølediskene i butikken samt varebestilling, tilføjer Marc Frederiksen.
Slagtersvenden fremhæver afslutningsvis sine fantastiske kollegaer samt de gode arbejdsforhold og friheden i arbejdet. Ligesom han sætter stor pris på at kunne levere kvalitet til butikkens varer.