Coronapandemien har fået danskernes øjne op for ferie i eget land, og det har blandt andet fået nye ferieformer til at blomstre.
Mindre fjordkrydstogter er en af de rejseformer, der har vundet indpas, og snart kan danskerne se frem til at opleve vaskeægte sommeridyl i det sydfynske øhav og maritim stemning ved kystbyerne langs Limfjorden, når rejsebureauet NILLES præsenterer de første krydstogter i dansk farvand.
– Krydstogter er nogle af vores mest populære rejser, og derfor forsøger vi nu at overføre formatet til en dansk kontekst. Danmark har en af Europas længste kyststrækninger og rummer mange unikke oplevelser både til lands og til vands, så vi ser et stort potentiale i denne ferieform i disse tider, hvor mange danskere foretrækker at holde ferie i eget land, men også i fremtiden, siger Miriam B. Christiansen, som er direktør i NILLES Rejser.
Det er ifølge direktøren forventningen, at de nye fjordkrydstogter vil bidrage positivt til aktivitetsniveauet i landets mindre kystbyer, der fremadrettet kan se frem til at få besøg af op mod 50 passagerer pr. anløb.
– Det er klart, at det vil få en positiv betydning for de lokale turismeaktører, at der nu kommer et højere aktivitetsniveau inden for indenrigskrydstogter. Det kommer til at betyde større belægning på hotellerne, flere bordreservationer på restauranterne og ikke mindst entréindtægter hos de lokale attraktioner, fortæller Miriam B. Christiansen.
Miriam B. Christiansen tilføjer, at der allerede er stor interesse for krydstogtrejserne, som lægger fra land i 2021. Her kan gæsterne blandt andet se frem til at opleve Limfjordens perler fra søsiden og gå i land på molerøen Fur, udforske den barske natur i Thy eller den charmerende gamle købstad Nykøbing Mors. Turen er arrangeret i samarbejde med Ældre Sagen, som har mere end 900.000 medlemmer i Danmark.
– De danske fjordkrydstogter er en spændende og anderledes måde for Ældre Sagens medlemmer at holde ferie på – ikke mindst i lyset af disse coronatider, siger Peter Rindom, som er partnerchef i Ældresagen.
Den nostalgiske skonnert Maja vil desuden sætte sejl i det sydfynske øhav, hvor gæsterne kan nyde udsigten til de små og store øer langs ruten og stifte bekendtskab med byer som Faaborg, Svendborg og Ærøskøbing.
Stor rejselyst trods corona
Coronaperioden har generelt fået flere danskere til at ændre planer og tilbringe ferien som turist i eget land. Meget tyder på, at tendensen kommer til at fortsætte i 2021, men udlandet trækker mere og mere i os.
– Vi oplever generelt en stor rejselyst fra vores gæster, men ønsket om tryghed fylder meget. Nyheden om en kommende vaccine har dog allerede fået flere til at vende blikket mod udlandsrejserne i 2021, og derfor
har vi også lanceret en række nye rejsemål i Europa og ikke mindst øget tryghedsgarantien som en yderligere sikkerhedsforanstaltning i disse ekstraordinære tider, fortæller Miriam B. Christiansen.
NILLES Rejser udvider blandt andet med 22 nyheder i deres kommende rejsekatalog, som blandt andet omfatter rundrejse i Finland, ekspeditionskrydstogt på Svalbard, ø-hop i Sverige og krydstogt i Kroatiens skærgård. 2021 byder desuden på en række nye danske destinationer – herunder en rundtur på toppen af Danmark og en tredages bustur i stemningsfulde Sønderjylland.
Om NILLES Rejser A/S
NILLES Rejser blev grundlagt i 1947 af Niels Bock og har siden udviklet sig fra en minibil med fiskedamer til et af landets førende rejsebureauer, der hvert år sender mere end 26.000 rejsende til mere end 150 rejsemål i Danmark, Europa og oversøisk.