Der er nye ansigter i Vendsyssel Teaters bestyrelse, som endvidere er udvidet med et enkelt medlem. Senest tiltrådte byrådsmedlem i Hjørring Kommune Gry Bruun Nielsen i bestyrelsen i oktober 2023, og ved årsskiftet kom flere ændringer til bestyrelsen.
Udtrådt er dramatiker Julie Maj Jakobsen, som var udpeget af Statens Kunstfond, og i stedet er Jens Frimann Hansen tiltrådt. Om Julie Maj udtaler formand Ole Peter Christensen:
”Julie har siddet i bestyrelsen siden januar 2020 og var således med i den første bestyrelse, efter vi kom på finansloven og skulle omkonstitueres. Julie har som dramatiker en stor indsigt i scenekunstbranchen, hvilket hun generøst har bidraget med sin viden fra. Hun har været en vigtig spiller på holdet, og derfor skal lyde en stor tak til Julie for hendes engagement.”
Jens Frimann Hansen har en baggrund som Mag.art. i Litteraturvidenskab, og har arbejdet i scenekunstbranchen i over 30 år – siden 2003 som teaterleder for Helsingør Teater. Han har tilmed en masse bestyrelseserfaring fra diverse scene- kunstinstitutioner.
Dertil udvides bestyrelsen med endnu et medlem, da Kasper Wilton er indlemmet i bestyrelsen også – og det navn vil vække genklang hos mange. Kasper Wilton er uddannet skuespiller og instruktør og er tidligere teaterdirektør her på Vendsyssel Teater i perioden 1996-2000. Siden har Kasper været direktør både på Odense Teater (2000-2010) og senest Folketeatret siden 2010. At bestyrelsen er udvidet, ser formanden som en stor styrke:
”Det er vigtigt med alsidig bestyrelse, hvor medlemmerne har forskellig viden og kompetencer. Med Julie Maj havde bestyrelsen et ben i det kunstneriske felt og en viden om teaterproduktion – det vil vi med Jens og Kasper meget gerne fastholde. Det er en kæmpe force for bestyrelsen – og dermed teatret – at få så erfarne og kompetente kunstneriske kræfter ind.”
Bestyrelsesmedlem Dorte M. Stiggaard er tilmed genudpeget for endnu en periode, ligesom Ole Peter Christensen er genudpeget til at fortsætte som formand – en post han har haft siden efteråret 2023.
Bestyrelsen for Vendsyssel Teater pr. januar 2024:
- Ole Peter Christensen (formand): udpeget af Kulturministeriet og medlem siden dec. 2017
- Gry Bruun Nielsen (næstformand): udpeget af byrådet og medlem siden sep. 2023
- Laila Zielke: udpeget af byrådet og medlem siden jan. 2022
- Dorte M. Stiggaard: udpeget af Kulturministeriet og medlem siden jan. 2020
- Jens Frimann Hansen: udpeget af Statens Kunstfond og medlem siden jan. 2024
- Kasper Wilton: udpeget af bestyrelsen og medlem siden jan. 2024
- Anders Budolf Andersen: udpeget som medarbejderrepræsentant og medlem siden januar 2022
Link til relateret artikel