I efterhånden mange år har man i Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn, Hvide Sande og Esbjerg ventet på at få nye redningsbåde.
For sagen er trukket ud, og flere gange er udbuddene gået om, skriver Fiskeri Tidende.
Nu har Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse for fjerde gang sendt de fem redningsbåde i udbud.
Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at den første af de nye redningsbåde efter planen vil blive leveret i 2027, og at den sidste vil være ti år undervejs.
Avisen har talt med Frits Pedersen, der er stationsleder i Hvide Sande. Han siger til avisen, at han med sine 59 år formentlig når at gå på pension, inden man får en ny redningsbåd i Hvide Sande.
– Vi ved ikke, hvad nummer vi er på listen. Men vi tror selv, at vi må være nummer tre. Hanstholm har en gammel redningsbåd med kun en enkelt motor, og i Thyborøn har de større skibe, end vi har her i Hvide Sande. Men vi ved det reelt ikke, siger Frits Pedersen til Dagbladet.
Kilde: Fiskeri Tidende.