De fleste af os kender de brune turistoplysningstavler langs landets motorveje, og nu er der kommet to store flotte skilte op før afkørsel 4 på motorvej E39, som viser muligheden for at besøge seværdigheden Kornets Hus.
Om Kornets Hus på Guldagervej 501 syd for Hjørring
Kornets Hus er et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om korn, kornets historie, mangfoldighed og anvendelse. Udover kursuslokaler rummer huset formidlingsaktiviteter, skoletjeneste, gastrokøkken og café med butik.
I Kornets Hus er der oplevelser for alle. Man kan smage på kornet i caféen, tag familien med til bagehygge i bageværkstedet eller lære alt om surdej på et af bagekurserne. Man kan også gå på opdagelse i kornets historie i udstillingen, male sit eget mel på en ægte stenkværn eller gå en tur i Kornets Have, hvor et væld af kornsorter gror blandt smukke blomster med højt til himlen i det vendsysselske kulturlandskab.
Kornets Hus er tegnet af norske Reiulf Ramstad Arkitekter, og husets enestående arkitektur er et besøg værd i sig selv.
Kornets Hus blev indviet i juni 2021 og drives i dag som en almennyttig fond.
Kilde: Kornets Hus og VisitNordvestkysten.
Info om de brune turistoplysningstavler
Brune turistoplysningstavler er skilte opsat langs motorvejen, der viser en seværdighed eller attraktion, som trafikanten kan nå frem til fra næste motorvejsfrakørsel.
Kilde: Vejdirektoratet.